Donald Trump aflyser tur til Polen

Det var i forlængelse af Polen-besøget, at Trump skulle have været i Danmark. Begge besøg er nu aflyst af vidt forskellige grunde.

Donald Trump aflyser sit planlagte besøg i Polen denne weekend. Det siger han på et pressemøde.

Den amerikanske præsident sender i stedet vicepræsident Mike Pence.

Trump bliver tilbage i USA på grund af orkanen Dorian, der har kurs mod Florida. Han siger, at hans højeste prioritet er sikkerheden for de mennesker, der vil blive ramt af orkanen..

- Det er meget vigtigt for mig at være her. Stormen ser ud til at kunne blive meget voldsom. Så Mike tager afsted, siger Donald Trump.

Orkanen ventes at ramme Floridas østkyst mandag morgen med store regnmængder og vindhastigheder på over 200 kilometer i timen.

Har talt med Duda

Polen-besøget skulle foregå umiddelbart inden det statsbesøg i Danmark, som den amerikanske præsident aflyste i sidste uge, eftersom statsminister Mette Frederiksen (S) havde afvist at diskutere et muligt salg af Grønland.

Han siger på pressemødet, at han vil besøge Polen på et andet tidspunkt, og at han har drøftet sagen med Polens præsident, Andrzej Duda.

Anledningen for den amerikanske præsidents besøg i Polen var 80-året for Tysklands invasion af landet under Anden Verdenskrig.

Kraftig orkan

Aflysningen kommer samme dag, som National Hurricane Center opgraderede orkanen Dorian til kategori fire. Det vil gøre den til den kraftigste orkan til at ramme Florida, siden orkanen Andrew i 1992 kostede 40 personer livet i delstaten, skriver NBC News.

Torsdag aften har guvernøren i Florida, Ron DeSantis, erklæret nødretstilstand i hele staten.

- Som den tager til i styrke har denne storm potentiale til at forårsage alvorlige ødelæggelser af hjem, forretninger og bygninger, og derfor bør alle i Florida være årvågne, siger Ron DeSantis torsdag aften dansk tid.