Udland

Norsk politi offentliggør skoaftryk i sag om forsvunden milliardærfrue

Alle nordmænd, der kontant har købt en sko af mærket Sprox fra august 2016 til maj 2019 i størrelse 44, 45 og 46, skal henvende sig til politiet.

Norsk politi offentliggør nu billeder af et aftryk af en skosål, som de mener tilhører en mulig gerningsmand i sagen om Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt fra sit hjem i Lørenskog i Norge i oktober sidste år.

Det fortæller efterforskningsleder Tommy Brøske på et pressemøde. Politiet havde på forhånd meldt ud, at der ville komme nye oplysninger i sagen om milliardærfruen, som ikke har givet livstegn fra sig i 301 dage.

Ifølge Tommy Brøske har det norske politi sikret sig og identificeret flere skoaftryk fra gerningsstedet, men det skoaftryk, der nu er offentliggjort et billede af, er det eneste, som norsk politik indtil videre ikke har kunnet identificere.

- Aftrykket er fundet på et sted og en måde, så politiet vurderer det som sandsynligt, at det tilhører en gerningsmand. Aftrykket er sat af en sko i størrelse 45, oplyser efterforskningslederen.

Han vil ikke oplyse, præcis hvor skoaftrykket er fundet, men siger, at det er "på et vældig interessant sted", og at skoen er solgt i en af Sparkjøps 24 butikker i Norge.

Tyskland identificerede skotype

Norsk politi sendte før sommeren skoaftrykket til en række udenlandske politimyndigheder for at få identificeret skotypen. Kort efter kom der svar fra Tyskland, der kunne oplyse, at der er tale om en fritidssko af mærket Sprox. Skoen er ifølge politiet solgt i Norge i to forskellige typer.

- Men jeg understreger, at begge modeller har samme skomønster som det, der er afsat på gerningsstedet. For os er det mønstret på skosålen, der er det vigtige, og det er det samme på begge disse modeller, siger Tommy Brøske.

Efterforskningslederen opfordrede samtidig personer, der i perioden august 2016 til maj 2019 har købt en sko af mærket Sprox i størrelse 44, 45 eller 46 - og har betalt skoen kontant - om at kontakte politiet.

Han oplyser, at der er blevet købt omkring 300 sko af denne type med kontanter i Norge i perioden.

Ny teori tidligere på sommeren

Dagens pressemøde kommer, to måneder efter at politiet præsenterede sin nyeste teori: At Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt. Denne teori arbejder politiet fortsat ud fra, på trods af at familien Hagens advokat, Svein Holden, på et pressemøde 8. juli oplyste, at der igen havde været kontakt til Anne-Elisabeth Hagens formodede kidnappere.

Ifølge politiet er det imidlertid ”påfaldende, at kontakten på ny har været ophørt”, ligesom politiet gentagne gange har bedt om livstegn fra de formodede kidnappere uden at få det. Derfor ændrer politiet ikke sin vurdering af, at Anne-Elisabeth Hagen ikke længere er i live.

- Henvendelsen i juli gav familien håb. Vi understreger igen, at der ikke er noget, politiet ønsker mere, end at hun er i live og kan genforenes med sin familie, siger Tommy Brøske.

Brev med krav om løsepenge

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem i Lørenskog 31. oktober 2018 mellem klokken 09.15 og 13.30, efter at hun klokken 09.14 havde talt i telefon med et familiemedlem. Hendes ægtefælle, den 68-årige rigmand Tom Hagen, kom tilbage til boligen cirka 13.30 og kontaktede politiet en halv time senere.

Det er tidligere blevet oplyst, at der i huset lå et brev fra formodede gerningsmænd. I brevet blev der fremsat krav om løsepenge på ni millioner euro, svarende til mere end 67 millioner danske kroner, men politiet mener, at brevet er falsk.