Udland

Boris Johnson vil bede dronningen suspendere parlamentet

Boris Johnson bekræfter, at han har talt med dronningen. Parlamentets formand John Bercow kalder Johnsons træk for en skandale.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil have dronningen til at suspendere det britiske parlament.

BBC skriver, at manøvren gør det umuligt for britiske parlamentsmedlemmer at udfærdige love, der kan sætte en stopper for den nyvalgte premierministers planer om at tage Storbritannien ud af EU uden en aftale 31. oktober - altså hårdt Brexit eller no deal-Brexit.

Boris Johnson bekræfter, at han ønsker en udsættelse, så 'Queens Speech' (hvilket svarer til statsministerens åbningstale i Danmark, red.) først holdes den 14. oktober i stedet for den 10. september.

Men han afviser, at formålet skulle være at gøre det umuligt for parlamentet at stoppe et hårdt Brexit. I stedet forklarer han, at han ønsker at få mere tid til at forberede lovgivningsarbejdet.

- Der bliver rigelig tid for parlamentsmedlemmerne til at diskutere EU, Brexit og alle mulige andre emner. Rigeligt tid, siger Boris Johnson til Sky News.

En suspendering vil imidlertid sætter en midlertidig stopper for al lovgivningsarbejde, og dermed gøre det nærmest umuligt for parlamentet at nå at få vedtaget lovgivning, der kan stoppe et hårdt Brexit.

Lyn-analyse

Boris Johnson behøver ikke suspendere parlamentet for at introducere ny lovgivning.

Han er jo premierminister og har et flertal bag sig, så han kan introducere ny lovgivning, når han vil.

På den anden side er det en ny regering.

Det er ikke unormalt, at en ny regering laver en suspendering af parlamentet, så regeringen får en anledning til at fortælle, hvad dens dagsorden vil være.

Det er det, der vil ske ved 'Queens Speech' den 14. oktober.

 

Fortaler for Brexit 31. oktober

Der har længe været spekulationer om, at Boris Johnson måske ville benytte muligheden for at suspendere parlamentet, men det har været anset for at være et kontroversielt træk.

Kritikere mener, at det reelt vil sætte demokratiet ud af kraft og berøve de britiske parlamentsmedlemmer deres demokratiske rolle i Brexit-processen.

- Det er et oprørende træk fra premierministerens side, siger den fremtrædende, konservative modstander af et hårdt Brexit, Dominic Grieve.

Parlamentsformand John Bercow (kendt for sin langtrukne ordre 'OOOOrder') kalder premierministerens ide for en skandale.

Parlamentets upolitiske formand, den farverige John Bercow, kalder premierministerens træk for en ’forfatningsmæssig skandale’:

Parlamentets kalender

3. september samles parlamentet igen efter sommerferien

10. september vil premierministeren tilsyneladende suspendere parlamentet.

14. oktober samles parlamentet så igen til 'Queens Seeech' og begynder sit arbejdde.

17. oktober samles EUs ledere for sidste gang inden den endelige Brexitdato. Det er sidste chance for at godkende en aftale.

31. oktober er datoen, hvor Boris Johnson ønsker Storbritannien ud af EU, uanset om der er indgået en aftale eller ej.

Det betyder , at parlamentet vil være samlet fem dage i september og 11 dage i oktober (heraf kun tre mødedage før EU-topmødet).

- Uanset hvordan man bortforklarer det, så er det helt åbenlyst, at formålet med en suspendering er at forhindre parlamentet i at diskutere Brexit og gøre sin pligt med at sætte kursen for dette land, siger John Bercow.

'Kun to samlinger'

Boris Johnsons tilhængere forsøger til gengæld at afdramatisere det usædvanlige træk.

- Det her handler ikke om at undgå, at nogen får stoppet et hårdt Brexit. Hvis det var det regeringen ønskede, så kunne man have suspenderet parlamentet indtil efter den 31. oktober, siger den konservative Brexit-tilhænger Peter Bone til BBC.

Han peger på, at parlamentet alligevel plejer at holde en pause i slutningen af september for at give partierne tid til at holde partikongresser. Så i praksis betyder suspenderingen frem til den 14. oktober kun, at man aflyser to parlamentsamlinger.

Britiske parlamentarikere har tidligere stemt for, at Storbritannien ikke må forlade unionen uden en skilsmisseaftale.

Boris Johnson har til gengæld fastholdt, at Storbritannien vil forlade EU 31. oktober med eller uden en aftale med EU.