Topmøde vil give 150 millioner kroner til brændende regnskov

Gruppen af velhavende lande i G7 er blevet enige om at give et pengebeløb til den brændende regnskov.

Deltagerne på G7-topmødet i den franske by Biarritz er netop blevet enige om at give 20 millioner euro (150 mio. kr.) til en fond, der skal hjælpe med at bekæmpe skovbrande i Amazon-regnskoven i Brasilien.

Det oplyser Frankrigs præsident Emmanuel Macron til nyhedsbureauet Reuters.

- Virkeligheden er sådan, at katastrofehjælpen har behov for finansiering, fordi de ikke har pengene til at sende brandbekæmpelsesfly på vingerne, oplyste en talsmand for præsidenten tidligere på dagen.

Beløbet - der svarer til, hvad den danske regering gav til naturgenopretning i Sydvestjylland i begyndelsen af 00'erne - bliver finansieret af G7-landene, USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Japan - samt EU.

Satellitfotos har afsløret mere end 75.000 brande i Amazon-regnskoven i år - heraf er omkring 2.500 stadig aktive. Mange af dem er formentlig påsat for at gøre plads til opdyrkning af jorden.

Brandene har svedet store dele af regnskoven af.
Brandene har svedet store dele af regnskoven af. Foto: Lula Sampaio / Ritzau Scanpix

USA's præsident Donald Trump deltog ikke i mødet, hvor beslutningen om at oprette en fond blev truffet, men Emmanuel Macron oplyser, at han har haft en lang samtale med Donald Trump om emnet, og at præsidenten bakker op om initiativet.

- Han var ikke i lokalet, men hans folk var, fortalte Emmanuel Macron efter mødet.

Macron langede samtidig hårdt ud efter Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, som er blevet beskyldt for ikke at gøre nok ved brandene i Amazonas.

Den franske præsident sagde, at brasilianerne fortjener en præsident, der "kan klare jobbet".

Amazon-regnskoven udgør ifølge den franske præsident "planetens lunger", og det er også planen at G7-landene vil oprette en fond til at tage sig af lignende brande i Afrika.