Udland

Trumps udtalelser om handelskrig er groft misforstået, siger hans talskvinde

USA's præsident Donald Trump fanget i et koncentreret øjeblik under G7-topmødet i franske Biarritz. Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

Donald Trumps administration måtte korrigere og uddybe hans udtalelser om handelskrigen mod Kina.

- Om jeg har tanker om at genoverveje de forhøjede toldsatser mod Kina? Ja, helt sikkert. Hvorfor ikke?

Sådan sagde USA's præsident, Donald Trump, under et møde med den britiske premierminister, Boris Johnson, søndag under G7-topmødet i den franske by Biarritz. Det skriver The Guardian.

Da Trump blev spurgt igen, lød svaret:

- Kan sagtens være... Jeg kommer på andre tanker hele tiden, lød det fra præsidenten, der for nylig ellers har lanceret en plan om højere told på kinesiske varer til en samlet værdi af over 2000 milliarder kroner med virkning fra 1. september.

Talskvinde udlægger teksten

Det virkede som dagens store nyhed. Indtil Trumps talskvinde, Stephanie Grisham, timer senere korrigerede:

- Præsident Trump svarede bekræftende. Fordi han fortryder, at han ikke har lagt højere toldsatser. Hans svar er blevet groft misforstået, lød det fra Stephanie Grisham, der kort efter fik forstærkning fra Larry Kudlow, direktøren for USA's nationale økonomiske råd.

- Jeg er ikke sikker på, at præsidenten hørte hele spørgsmålet. Hans svar blev derfor misforstået. Hans tanker var, at han skulle gå efter højere (i toldsatser, red.), understregede Larry Kudlow i et interview med CNN.

Korrespondent: - Typisk Trump

Sagen er typisk for Trumps måde at agere på, mener TV 2s internationale korrespondent Svenning Dalgaard.

- Han ved godt, at erhvervslivet mener, handelskrigen er ad helvede til, og at halvdelen af USA's økonomer mener, man kan være på kanten af en økonomisk krise. Der ligger i virkeligheden en form for indbygget indrømmelse i det her, og spørgsmålet er, om ikke Trump og USA vil genoptage forhandlingerne med Kina, siger Svenning Dalgaard.

Det skal ses i lyset af, at Kina som et modsvar til Trumps og USA's seneste stramning har indført tariffer på amerikanske varer for 500 milliarder kroner. Og at Kina ifølge Donald Trump i forvejen har fået mest ud af samhandlen ved blandt andet at dumpe priser på stål.

- Kina er lykkedes med at slippe afsted med flere hundrede milliarder dollar hvert eneste år og geninvestere dem, mener Trump.

Kina fredag varslede tariffer på amerikanske varer for 500 milliarder kroner - som modsvar til den amerikansk toldmur.

Derfor var det så meget desto mere overraskende, at Donald Trump måske var på vej ud i en kovending. Indtil folk i hans administration altså fik korrigeret ham.

Handelskrig et ømfindtligt emne

Handelskrigen mellem USA og Kina har gang på gang vist sig at være et ømfindtligt emne under det igangværende G7-topmøde.

Den engelske premierminister, Boris Johnson, kalder handelskrigen ”meget, meget bekymrende” og udtrykker ønske om, at straftoldene mellem de to handelsmæssige stormagter fjernes hurtigst muligt.

- Jeg vil se den globale handel glide igen. Jeg vil se, at spændingerne forsvinder. Og jeg vil se, at skatterne fjernes, siger Johnson.

Det er ikke bare Boris Johnson, der har adresseret den amerikansk-kinesiske handelskrig.

Også Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, advarede lørdag imod konsekvenserne af en eskalerende konflikt.

- Handelskrige fører til økonomisk krise. Samhandelsaftaler vil få økonomien til at blomstre, mener Tusk.

Donald Trump udtalte fredag, at forholdet til Kina ikke var så meget på frysepunktet.

- Vi taler sammen. Og jeg tror, Kina vil have en aftale, mere end vi vil det, siger Trump.