Trump truer med national nødretstilstand for at tvinge amerikanske firmaer ud af Kina

Trump vil bruge gammel lov til at tvinge amerikanske virksomheder til at droppe al handel med Kina.

Efter at Donald Trump fredag truede amerikanske virksomheder på Twitter med, at de skal finde alternative handelspartnere til Kina, har han nu præciseret, at han påtænker at bruge en magtfuld, men obskur lov for at tvinge sin ordre igennem. Det skriver South China Morning Post.

Trumps nye udfald mod Kina kom, efter kineserne fredag meddelte, at de vil forhøje tolden med yderligere fem-ti procent på en række amerikanske varer. Det omfatter blandt andet landbrugsvarer, råolie, små fly og biler.

Det fik altså Trump til tasterne. På Twitter skrev han:

- Vores fantastiske amerikanske firmaer beordres hermed til øjeblikkeligt at lede efter alternativer til Kina. Heriblandt at bringe firmaerne hjem og producere jeres varer i USA, skriver Trump på Twitter.

Senere præciserede han sin ordre:

- Til alle fake news-journalisterne, som ikke har en idé om, hvordan loven er angående præsidentiel magt, Kina og så videre. Prøv at kigge på loven Emergency Economic Powers Act fra 1977. Sagen er lukket!

Skal erklære national undtagelsestilstand i forhold til Kina

Den omtalte lov giver præsidenten lang snor i forhold til at regulere international handel i tider, hvor der er erklæret national nødretstilstand. Tidligere har præsidenter brugt loven til at påtvinge økonomiske sanktioner for at fremme amerikansk udenrigspolitik og nationale sikkerhedsmål. Til at begynde med blev loven typisk brugt til at ramme andre lande eller deres regeringer, men over årene er loven i højere grad blevet brugt til at straffe enkelte personer, grupper eller terrorister.

Loven blev blandt andet brugt til at forhindre nye amerikanske investeringer i Myanmar i 1997.

Præsidentens udmelding kan dog virke lidt præmatur, da han på nuværende tidspunkt ikke har erklæret USA i national nødretstilstand i forhold til Kina.

Det er ikke første gang, Trump har trukket loven op af hatten. I maj erklærede Trump national nødretstilstand i forhold til Kina i forbindelse med, at amerikanske selskaber ikke måtte bruge teleudstyr produceret af firmaer, som udgjorde en national sikkerhedsrisiko. Det banede vejen for et forbud mod at handle med den kinesiske telegigant Huawei. Tidligere på året truede han også med at pålægge varer fra Mexico ekstra told for at true landet til at gøre mere ved den illegale indvandring til USA over de to landes fælles grænse.

Virksomheder advarer mod eskalerende handelskrig

Allerede før Donald Trump havde skærpet sin trussel om, hvordan han vil få de amerikanske virksomheder til at sætte en stopper for handelen med Kina, var forretningsfolk over hele landet i oprør over hans udmelding om at forhøje tolden yderligere på varer fra Kina.

- Det er umuligt for virksomheder at lægge planer for fremtiden i sådan et miljø, skrev David French, som er vicepræsident i det nationale handelsforbund.

Også handelsorganisationen Consumer Technology Association kaldte de eskalerende toldsatser for "den værste økonomiske fejltagelse siden Smoot-Hawley Told-loven i 1930 - en beslutning, som sendte vores land ud i 'Den Store Depression'".

Også administrerende direktør i handelsassociationen CompTIA Todd Thibodeaux advarer om, at det vil resultere i kaos, hvis de amerikanske virksomheder bliver tvunget til at trække sig fra al handel med Kina. Ifølge ham vil det tage måneder at gennemføre det.