Udland

Overraskende besøg fra Iran ved G7-møde

En fransk talsmand siger, at den iranske ministers besøg er en mulighed for at mindske spændingerne mellem Iran og USA.

Irans udenrigsminister, Javad Zarif, har søndag aflagt et overraskende besøg ved G7-topmødet i Biarritz i Frankrig.

Det bekræfter Frankrigs regering.

Zarif var i Biarritz i knap fire timer, inden han fløj videre.

En fransk talsmand siger ifølge Reuters, at den iranske ministers besøg var en mulighed for at mindske spændingerne mellem Iran og USA.

En embedsmand i Det Hvide Hus oplyser, at præsident Donald Trump ikke på forhånd var varslet om, at Zarif skulle ankomme til kystbyen i det sydvestlige Frankrig.

- Det er et dristigt udspil fra fransk side, siger Svenning Dalgaard, international korrespondent for TV 2.

Det understreges både fra iransk og fransk side, at der ikke er planlagt møder mellem amerikanske og iranske repræsentanter.

- Om iranerne kommer ind til G7-mødet, afhænger i høj grad af, om Donald Trump vil have dem ind, siger Svenning Dalgaard.

Mindske spændingerne

Kilder tæt på Macron siger, at der på topmødet var enighed om, at det stadig skal prioriteres mest at forhindre Iran i at udvikle atomvåben. Samtidig har det toprioritet at mindske spændingerne i Den Persiske Bugt.

- Som præsident for G7 har præsidenten fået beføjelser til at diskutere med Iran og sende et budskab til de iranske myndigheder på grundlag af de drøftelser, som vi havde lørdag, sagde en embedsmand fra Elysée-palæet inden den iranske ministers overraskende ankomst til Biarritz.

Der har længe været dyb uenighed om Iran mellem USA og EU-landene. Præsident Donald Trump trak i maj sidste år USA ud af atomaftalen og har siden udvidet sanktionerne mod Iran.

Afstand til forpligtelser

Iran har siden taget delvist afstand fra de forpligtelser, som landet gik med til i en international atomaftale fra 2015 i protest mod en udvikling, da den iranske regering siger, at den ikke har følelsen af, at Europa ønsker at bevare atomaftalen.

I atomaftalen er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent. Men den grænse har iranerne brudt.

Atomaftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland.