Udland

Brande i Amazonas fører til kamp om brasilianske bøffer

Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, har været med til at fremme katastrofescenarierne i regnskoven, siger ekspert.

Hvorfor brænder Amazonas? Er det påsat af miljøaktivister, som Brasiliens præsident har påstået? Er det lyn- og tordenstorme? Eller skyldes det noget så simpelt som jagt på jord?

- 99 procent af de her brande stammer fra menneskelig aktivitet. Formålet ser ud til at være at skaffe mere landsbrugsjord. Enten i mindre skala eller i den store, som når man går i gang med at fælde skovarealer for at gøre plads til et moderne storlandbrug, siger Albert Setzer, seniorforsker på INPE, det brasilianske videnskabsministerium, ifølge CNN.

Skovbrande i Amazonas kan opstå naturligt. Men ikke i det omfang, man har set i 2019. Og slet ikke som det raserer nu og her.

- Det er ikke sket på grund af lynnedslag eller lignende, det her er helt sikkert menneskeskabt, supplerer CNN's meteorolog Haley Brink.

Men hvorfor går man så vidt, at man brænder regnskoven af?

Den korte forklaring er, at Brasilien har fået vokseværk.

Det siger generalsekretær Bo Øksnebjerg fra Verdensnaturfonden (WWF, red.) til TV 2.

- Brasilien har fået en præsident i Jair Bolsonaro, der er gået til valg på, at landet skal sætte sig selv først, og at man skal have hurtig vækst, siger han.

Sydamerikas største land står for 20 procent af den samlede kødeksport i verden. De brasilianske bøffer bidrog sidste år med 45 milliarder kroner til landets bruttonationalprodukt, og eksporten i 2018 var den højeste nogensinde.

Haster med importforbud

Den højreorienterede præsident har tidligere beskrevet beskyttelse af verdens største regnskov som en hindring for økonomisk udvikling. I stedet gik han til valg i 2018 på at fremme udviklingen af både landbrug og minedrift, som beskrevet i Washington Post.

Med noget nær en fordobling af brandene i Amazonas sammenlignet med forrige år er der grund til bekymring. 76.000 er tallet oppe på siden årsskiftet (det samlede tal for 2018 var 40.000, red.), og det kan få katastrofale konsekvenser.

Reaktionerne fra verdenssamfundet er begyndt at tikke ind. Flere europæiske lande har allerede talt om at indføre begrænsninger for importen af brasilianske bøffer.

- Det haster med at få kigget på et forbud, sagde den finske finansminister Mika Lintilã på et møde i EU tidligere på ugen.

Også Irland og Frankrig vil forsøge at blokere en ikke færdiggjort handelsaftale mellem EU og en række sydamerikanske lande.

Det sker i et forsøg på at lægge politisk pres på Brasilien og med håbet om at beskytte Amazonas for yderligere rovdrift og udbytning.

En aftale mellem EU og det sydamerikanske handelsforbund Mercosur vil, hvis man når til enighed, fjerne størstedelen af tolden på EU's eksport til lande som Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay. Men den vil på minussiden også være med til at åbne op for import af billige, sydamerikansk producerede bøffer til de europæiske middagsborde.

Brasilien skal overholde miljømæssige forpligtelser

Men ifølge den irske premierminister, Leo Varadkar, kommer handelsaftalen ikke i hus uden forpligtelser.

- Irland vil under ingen omstændigheder stemme for EU-Mercosur-frihandelsaftalen, hvis ikke Brasilien respekterer sine miljømæssige forpligtelser, sagde han fredag ifølge Independent.

Amazonas' betydning rækker langt ud over Brasilien og det sydamerikanske kontinent.

- Al den CO2, der bliver brændt af nu, svarer til mange gange Danmarks samlede udledning. Samtidig er det sådan, at vi har brug for så mange træer som muligt til at suge CO2 ud af atmosfæren, men når regnskoven brændes af, kan den ikke hjælpe os, forklarer Bo Øksnebjerg om området, der på grund af placeringen for øko-balancen betegnes som "verdens lunge".

Lørdag aften gav Jair Bolsonaro efter massivt pres tilladelse til, at militæret bliver sat ind for at hjælpe med at bekæmpe det rekordhøje antal brande.

Men de enkelte delstater skal anmode om hjælp, inden soldaterne kan indsættes for at hjælpe de brandfolk, der er på stedet.

Samtidig viser nye data fra det brasilianske rumforskningsinstitut INPE lørdag, at hundredvis af nye brande er opstået i Amazonas, skriver AFP.