Nye billeder fra havets bund - Titanic er ved at blive ædt op

Et dykkerbesøg hos filmhistoriens mest berømte skibsvrag viser, at 107 år på havets bund har haft sine omkostninger.

For første gang i 14 år har videnskabsfolk været nede på havbunden for at se til vraget af skibet Titanic, der ligger på 3800 meters dybde i Atlanterhavet.

Dele af vraget er stadig genkendeligt og imponerende, fortæller styrmanden ombord på den fem meter lange undervandsbåd, der nåede ned til vraget, som er knækket over og ligger i to dele, 600 meter fra hinanden.

- Jeg var ikke helt forberedt på, hvor stort det er. Det er et stort skibsvrag, siger styrmanden Victor Cescovo til nyhedsbureauet AP.

Rusten æder løs

Men naturens gang er helt som ventet ved at nedbryde Titanic, fortæller en af de videnskabsfolk, der har studeret vraget. Det er både udsat for undervandsstrømme, som eroderer de porøse vragdele, omfattende rust i det salte vand og bakterier, som "æder" metallet.

- Vragets fremtid er helt givet, at det vil fortsætte med at blive nedbrudt. Det er en naturlig proces med naturligt forekommende bakteriekulturer, så nedbrydningen kommer til at gå endnu stærkere, fortæller forskeren Lori Johnson til AP.

Sådan ser Titanics stævn ud i dag, bevokset med rust, men stadig delvist intakt.
Sådan ser Titanics stævn ud i dag, bevokset med rust, men stadig delvist intakt. Foto: Atlantic Produktion
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i stævnen af Titanic i filmen fra 1997.
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i stævnen af Titanic i filmen fra 1997. Foto: HANDOUT / Scanpix Danmark

Sank på jomfrurejsen

Det verdensberømte skib sank på sin jomfrurejse i 1912, da det på vej fra Southampton i England til New York i USA ramte et isbjerg og gik ned 600 kilometer fra Newfoundlands kyst.

Jomfrurejsen skulle have været et triumftog for luksuslineren, der blev præsenteret som verdens sikreste og mest luksuriøse måde at krydse Atlanten. I stedet blev det en legendarisk katastrofe, der kostede mere end 1500 af de ombordværende 2200 passagerer og besætningsmedlemmer livet.

Vraget blev lokaliseret på havbunden i 1985, og myten om Titanic - "skibet, der ikke kunne synke" - fik nyt liv, da forliset i 1997 blev filmatiseret med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne. Filmen 'Titanic' indtjente en formue og vandt 11 Oscars.

Virkelighedens Titanic, da skibet stævnede ud på sin jomfrurejse fra Southampton 10. april 1912. Fem dage senere lå det på havets bund.
Virkelighedens Titanic, da skibet stævnede ud på sin jomfrurejse fra Southampton 10. april 1912. Fem dage senere lå det på havets bund. Foto: Southampton City Council / Scanpix Denmark