Johnson kommenterer handelskrig for at få venner, siger korrespondent

Boris Johnson mener, at handelskrigen mellem USA og Kina er "meget, meget bekymrende".

Det er ventet, at weekendens G7-topmøde i franske Biarritz vil blive præget af britiske premierminister Boris Johnsons kamp for en god aftale inden Brexit 31. oktober.

Men også optrapningen af handelskrigen mellem USA og Kina forventes at fylde.

En optrapning, der bekymrer netop den britiske premierminister. Lørdag kalder han handelskrigen ”meget, meget bekymrende” og udtrykker ønske om, at straftoldene mellem de to lande fjernes hurtigst muligt. Det skriver The Guardian.

Jeg vil se den globale handel glide igen

Boris Johnson, premierminister, Storbritannien

Og dét gør han af i hvert fald én årsag, siger TV 2s internationale korrespondent, Svenning Dalgaard:

- Hans største hovedpine er jo at skaffe noget, der ligner en aftale med EU. Og derfor forsøger han at finde nogle venner i EU ved at give et indtryk af, at han er til at snakke med, og at han siger fornuftige ting, siger Svenning Dalgaard.

Bekymret Johnson

Trump varslede fredag en forhøjelse af både eksisterende toldsatser og indførelse af ny told på kinesiske varer.

Meldingen kom, efter Kina ugen inden varslede tariffer på amerikanske varer for 75 milliarder dollar - som modsvar på tidligere indført amerikansk told.

Direkte adspurgt om emnet gav Johnson lørdag sin klare holdning til kende. Han frygter konsekvenserne af tolden og en mulig recession.

Medmindre man er Donald Trump, er der jo ikke nogen, der kan se det fornuftige i en handelskrig

Svenning Dalgaard, korrespondent, TV 2

- Det er ikke måden at fortsætte på. De, der støtter skatterne, risikerer at pådrage sig skylden for nedgangen i den globale økonomi. Uanset om det er sandt eller ej.

- Jeg vil se den globale handel glide igen. Jeg vil se, at spændingerne forsvinder. Og jeg vil se, at skatterne fjernes, sagde han.

Korrespondent: - Ved at finde sin plads

Med andre ord fokuserer Johnson på at skaffe venner på denne her side af Atlanten, for præsident Trump vil ikke bifalde udtalelsen, mener Svenning Dalgaard:

- Medmindre man er Donald Trump, er der jo ikke nogen, der kan se det fornuftige i en handelskrig. Søndag skal de tale økonomi, og der bliver man jo nødt til at positionere sig for at komme med i spillet.

Der har været flere demonstrationer i forbindelse med G7-mødet.
Der har været flere demonstrationer i forbindelse med G7-mødet. Foto: Guillaume Horcajuelo / Ritzau Scanpix

Ifølge Svenning Dalgaard har flere analytikere diskuteret, om Boris Johnson kunne vælge at støtte Trump i handelskrigen. Men han har fundet ud af, at handelskrigen også er skidt for Storbritannien, og at landet er afhængig af at kunne eksportere til USA og Kina.

- Noget tyder altså på, at han er ved at finde sin plads, siger Svenning Dalgaard.

Travl søndag venter Johnson

Det er forventet, at Johnson og Trump snakker om en mulig handelsaftale efter Brexit, når de mødes søndag.

Men Johnson får travlt. For søndag skal han mellem møderne med de seks andre lande også mødes med EU-præsident Donald Tusk for at snakke Brexit. Tusk har inden mødet annonceret, at han er parat til at lytte til "realistiske alternativer" til Brexit.

Johnson har sagt, at Storbritannien under alle omstændigheder forlader EU 31. oktober - med eller uden en aftale.

Ved topmødet ventes der også at blive uro i gaderne, hvor klimaaktivister har allieret sig med de efterhånden meget erfarne demonstranter i den franske oprørsbevægelse De Gule Veste.

Lørdag aften har fransk politi allerede brugt vandkanoner mod omkring 400 demonstranter. Det skriver nyhedsbureauet AP.