Udland

Gennembrud giver forskere håb for verdens truede koraller

Koral-æg og sperm i et havvandsakvarium i Florida. At kunne få koraller til at formere sig i "fangenskab" er et biologisk gennembrud. Lucas Jackson / Ritzau Scanpix

Opdagelsen kan vise sig at være med til at sikre overlevelse for truede koralrev i naturen.

For første gang er det lykkedes biologer at få koraller til at formere sig i et akvarium.

Opdagelsen i Florida i USA er lidt af et gennembrud. For med den vellykkede reproduktion er der åbnet en mulighed for at opdyrke koraller, der siden kan sættes ud i naturen og hjælpe en nødlidende bestand på vej.

- Det her er virkelig fremtiden for at genopbygge bestanden af koraller, ikke bare i Florida, men andre steder på kloden. Det åbner helt nye muligheder, siger Keri O' Neil, seniorvidenskabskonsulent ved Florida Aquarium ifølge Reuters.

Floridas koralrev er - ligesom eksempelvis Australiens Great Barrier Reef - blevet mindre og mindre gennem en længere årrække. Der skyldes enten klimaforandringer, forurening eller sygdom.

Udfordringen med at få koraller til at formere sig i et akvarium har været de samme som med andre levende arter: Hvordan skaber man rammer, der er så tæt på de naturlige, at muligheden for en befrugtning er til stede?

Fik korallerne i stemning

Det har man haft succes med i Florida, hvor man fik koraller til at producere både æg og sæd under de rigtige betingelser.

Metoden? Nøje regulering af temperatursvingninger mellem sommer og vinter, styring af uv-lys og sågår en kunstigt induceret månefase, som fik korallerne i parringsstemning.

I Florida er det først og fremmest såkaldte søjlekoraller, man har haft succes med. Det er en af de mest truede arter blandt de op imod hundrede forskellige typer koraller.

I naturen er koraller et vigtigt element for både fisk og mindre byttedyr, der lever i rigt mål omkring dem. Koraller lever selv af at si havvandet for føde ved brug af små tentakler. Er kolonierne store nok, fungerer de samtidig som bølgebrydere, der kan absorbere virkningen af voldsomme storme på kystlinien.

Forskere vurderer, at omtrent en milliard mennesker er afhængige af koralrev for at få mad på bordet eller en indkomst, lyder det fra Verdensnaturfonden.

- Vigtigheden af sunde og fungerende koralrev kan ikke overdrives. Det er en vigtig bestanddel af havets økosystemer og har dermed også en stor betydning for de mennesker, der er afhængige af at spise eller sælge fisk, siger Thomas Kirk Sørensen på Verdensnaturfondens hjemmeside.

- Mister vi koralrevene, vil det have uoverskuelige konsekvenser både for livet i havet og livet på land, siger han.