Trump svarer igen - optrapper handelskrig med Kina yderligere

16x9
Donald Trump har sendt USA ud i handelskrig med Kina. Foto: Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident vil nu hæve straftolden på udvalgte kinesiske varer til 15 procent.

I stedet for en tidligere varslet 10 procents straftold på en stribe varer fra Kina hæver den amerikanske præsident Donald Trump den nu til 15 procent. Det skriver Nyhedsbureauet Reuters. Toldsatserne træder i kraft 1. september.

Derudover vil en række toldsatser på eksisterende varer, som i dag bliver beskattet med 25 procent, fra 1. oktober blive beskattet med 30 procent, har Trump erklæret på Twitter.

Reaktionen kommer, efter Kina tidligere fredag annoncere straftold på amerikanske varer, heriblandt soja, biler og olie, til en værdi af 75 milliarder dollar.

I et tweet skriver den amerikanske præsident, at Kinas straftold var politisk motiveret, og at det skulle de ikke have gjort.

Opfordrer amerikanske firmaer til alternativer

Den kinesiske straftold er ikke faldet i god jord hos præsidenten, som har opfordret amerikanske virksomheder til at finde alternativer til Kina, når de skal handle.

- Vores fantastiske amerikanske firmaer beordres hermed til øjeblikkeligt at lede efter alternativer til Kina. Heriblandt at bringe firmaerne hjem og producere jeres varer i USA, skrev Trump på Twitter.

Tidligere på måneden havde Trump annonceret, at den varslede straftold på de 10 procent ville blive udsat fra 1. september til 15. december - altså efter julehandlen i USA.

Straftolden dækker blandt andet varer som mobiltelefoner, bærbare computere og legetøj. Ifølge præsidenten selv skete udsættelsen for at redde julehandlen.

Handelskrige kan skade forbrugerne

Ifølge to handelsassociationer, der repræsenter bilindustrien, kan den eskalerende handelskrig dog ende med at gå ud over forbrugerne.

Straftold på kinesiske varer til USA og omvendt kan således gøre dagligvarer dyrere - endda koste jobs i USA, lyder det fra John Bozella, der står i spidsen for Associationen for Globale Bilfabrikanter.

Ifølge AP siger han, at da Kina indførte straftold mod USA sidste år, halverede det eksporten af amerikanske biler til Kina.