Mette F. bliver rost til skyerne for 'diplomatisk mesterværk'

Donald Trump og Mette Frederiksen har talt sammen i telefon - det er diplomatisk arbejde på højt niveau, siger forsker, forgænger og korrespondent.

Statsminister Mette Frederiksen (S) springer ud som international diplomatisk rockstjerne efter at have haft en telefonsamtale med den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag. Det vurderer Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i diplomati og international forvaltning.

- Hvis der ikke kommer et tweet fra præsidenten inden for de næste dage, hvor der står, at det var en fejltagelse, må man sige, at hun har bestået alle prøver i international diplomati på højt niveau, siger han.

Det skabte røre, da Donald Trump natten til onsdag aflyste det planlagte statsbesøg 2. og 3. september, efter Mette Frederiksen havde afvist at sælge Grønland til USA. Men torsdag har de to statsledere været i telefonisk kontakt - ifølge TV 2s oplysninger på dansk foranledning.

Men Martin Marcussen er ikke den eneste, der roser Mette Frederiksen.

Løkke: Meget fint diplomatisk arbejde

Således bliver Mette Frederiksen også rost på Twitter af sin forgænger, Lars Løkke Rasmussen (V), der kalder telefonsamtalen for et "meget fint diplomatisk arbejde".

- USA er Danmarks vigtigste allierede, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, skriver han.

Også Kristian Mouritzen, der er sikkerhedspolitisk korrespondent på avisen Berlingske, roser statsministeren for sit diplomatiske arbejde.

- Mette Frederiksen har håndteret sagen ganske fremragende fra først til sidst. Hun har stået i en vanskelig situation, hvor hun skulle balancere mellem USA - vores nære ven og allierede - samt grønlandske og danske interesser. Hun har klaret det ret eminent, og hun har været klar i mælet, siger han til TV 2.

Der skal meget til at få Trump ud af dybfryseren

Kristian Mouritzen peger på, at Danmark har mange venner i Washington, og at der er flere indflydelsesrige personer, der kan have haft en finger med i spillet i forhold til at få Donald Trump overtalt til at tale med den danske statsminister, siger han.

- Der skal noget til at hive Donald Trump ud af dybfryseren, som han har placeret sig i, efter svadaen mod den danske statsminister. Der skal rigtig meget til, siger Kristian Mouritzen.

Han peger blandt andet på Donald Trumps øverste sikkerhedsrådgiver, John Bolton, der har haft tætte forbindelser til Danmark, siden han var FN-ambassadør, mens Danmark under daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) havde en midlertidig plads i FN's Sikkerhedsråd.

Trump blev stødt af absurd-udtalelse

Donald Trump sagde onsdag aften, at han ikke var tilfreds med, at Mette Frederiksen havde kaldt hans tanker om at købe Grønland for en "absurd diskussion". Det var ifølge ham både "upassende" og "væmmeligt", at statsministeren brugte ordet "absurd".

Natten til torsdag talte udenrigsministeren i USA, Mike Pompeo, så med sit danske modstykke, Jeppe Kofod. Her var udfaldet et andet.

Efter opkaldet udsendte USA's udenrigsministerium en udtalelse, hvor Mike Pompeo citeres for at have udtrykt sin påskønnelse af samarbejdet.

- Mange troede, at det ville stoppe ved, at Donald Trump af den ene eller anden grund havde set sig sur på os. Men dét, der tilsyneladende er sket, er, at vi ikke bare har en god kontakt til udenrigstjenesten, men også til Det Hvide Hus, siger Martin Marcussen.