Kina optrapper handelskrig med told på USA-varer for 75 milliarder dollar

16x9
Den kinesiske straftold rammer blandt andet den amerikanske bilindustri. Foto: Stan Honda / Scanpix Denmark

Præsident Donald Trump beordrer amerikanske firmaer til at finde alternativer til Kina.

Kina indfører told på amerikanske varer til en værdi af 75 milliarder dollar, oplyser regeringen i Beijing.

Dermed optrapper Kina handelskrigen med USA.

Som svar har Donald Trump beordret amerikanske firmaer til at lede efter alternativer til Kina.

- Den store mænge penge, som Kina år efter år tjener i og stjæler fra USA - i flere årtier - kommer til at stoppe.

- Vores fantastiske amerikanske firmaer beordres hermed til øjeblikkeligt at lede efter alternativer til Kina. Heriblandt at bringe firmaerne hjem og producere jeres varer i USA, skriver Trump på Twitter.

Her skriver han også, at firmaer som FedEX, Amazon og UPS ikke længere må at levere den smertestillende medicin Fentanyl, hvis den bliver sendt fra Kina.

Rygterne om, at flere amerikanske varer ville blive omfattet af told, skabte i timerne forinden røre på børsmarkederne.

Renten på USA's statsobligationer faldt tidligere, og der var fald på en række amerikanske værdibeviser.

Ifølge Kinas ministerium for handel vil der blive indført 5 og 10 procents yderligere told på i alt 5078 produkter fra USA.

Det omfatter landbrugsvarer, råolie, små fly og biler.

Nogle af toldsatserne vil få effekt fra 1. september, andre fra 15. december, skriver Reuters.

Der lægges således yderligere 5 procents told på amerikansk soja fra 1. september. Det vil gå ud over de i forvejen hårdt ramte sojaproducerende landmænd i USA.

Det er samtidig nogle af præsident Donald Trumps kernevælgere.

Tidlig julegave

USA har ad flere omgange strammet toldskruen over for Kina og henvist til, at landet ikke følger almindelige konkurrenceregler og sikrer sig fordele via staten, som USA ikke kan hamle op med.

I midten af august udsatte præsident Donald Trump overraskende den 10 procents told, han ellers havde varslet på en stribe varer fra Kina. Varerne er blandt andet mobiltelefoner, bærbare computere og legetøj.

Oprindeligt var straftolden sat til at blive indført 1. september, men med udsættelsen vil tolden først træde i kraft 15. december.

- Det, vi har gjort, er, at vi har udsat det, så det ikke rammer julehandlen, sagde Donald Trump ved den lejlighed.

Donald Trump mener, at den øgede told kun skader Kina.

Kina, som sælger langt mere til USA, end det køber fra landet, har også ad flere omgange brugt toldvåbnet.

Tidligere på måneden stoppede man import af en række amerikanske landbrugsprodukter, efter Trump varslede nye told for i alt 300 milliarder dollar over for Kina.