USA's udenrigsminister ringede til Jeppe Kofod onsdag aften - og blev inviteret på besøg

Døren til Danmark står åben for USA, understreger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har i et opkald til Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), onsdag aften diskuteret et øget sikkerhedssamarbejde mellem USA og Danmark - men også fået en stående invitation til at komme på officielt besøg.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod til TV 2 dagen efter det aflyste statsbesøg fra præsident Donald Trump.

- Døren står altid åben. Det var vigtigt at understrege og samtidig få bekræftet det gode forhold mellem Danmark og USA, siger Kofod, der også havde emner som arktiske forhold og Mellemøsten på blokken.

Onsdag kom ellers til at stå i de diplomatiske ligtornes tegn, da Donald Trumps opsigtsvækkende aflysning af besøget 2. og 3. september affødte skarpe reaktioner fra en bred front af danske politikere. Men Jeppe Kofod understreger vigtigheden af, at Danmark og USA kan finde hinanden, selvom der er faldet knubbede ord det seneste døgn.

- Vi har et tæt og langt forhold, og det har vi tænkt os at fortsætte med. USA er en kerneallieret for os. Sammenholdet mellem Danmark og USA er vigtigt, understreger Kofod.

Også den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, fik under samtalen rost den stærke alliance mellem danskerne og amerikanerne.

Det siger det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse først på natten til torsdag dansk tid.

USA og Danmark er stadig stærke allierede

- Udenrigsministeren har udtrykt sin påskønnelse af Danmarks samarbejde som en af USA's allierede og Danmarks bidrag til fælles sikkerhedsprioriteter, siger talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Morgan Ortagus i meddelelsen.

Onsdag aften skrev Jeppe Kofod i et opslag på Twitter, at han havde talt med Pompeo, og at de to havde bekræftet de "stærke bånd" mellem Danmark og USA.

Donald Trump skrev onsdag i en stribe opslag på Twitter, at han havde "udskudt" sit besøg på grund af statsminister Mette Frederiksens blanke afvisning af et muligt salg af Grønland til USA.

Denne her sag kan meget vel føre til forstærket diplomatisk kontakt med USA og Danmark. Det har vi allerede set et eksempel på. Jeg ved, at der i dag har været fornyet diplomatisk kontakt mellem vores to lande. Den amerikanske ambassadør Carla Sands har i eftermiddag været til møde hos Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og departementschef Lars Lose, hvor de har drøftet denne her aflysning. Og vi vil sandsynligvis se, at der vil være en heftigere diplomatisk trafik mellem USA og Danmark end der ellers ville have været, fordi der er nogle skår, der skal klinkes. Og så skal man huske på, at den måde vi formulerer os på i Danmark ofte opfattes som meget direkte af amerikanerne.

Det førte dagen igennem til en række stærke reaktioner fra danske politikere, der svingede mellem prædikater fra "uhøflig" til "utilregnelig" til USA's førstemand.

Søndag kaldte Mette Frederiksen det for en "absurd diskussion", da hun under et besøg i netop Grønland gjorde det klart, at verdens største ø ikke er til salg.

Den amerikanske præsident lagde onsdag aften dansk tid ansvaret for aflysningen over på Mette Frederiksens udtalelser.

- Jeg så frem til at besøge Danmark, men jeg synes, at statsministerens udtalelse om, at det var en absurd ide, var modbydelig (nasty, red.). Jeg synes, at det var en upassende holdning, sagde Trump, som fortsatte på Twitter med en kritik af Danmarks bidrag til NATO.

Amerikanere sender undskyldninger

Præsidentens opførsel får dog mange amerikanere til at krumme tæer. En del af dem har benyttet den danske udenrigsministers tweet som en anledning til at sende en undskyldning. For eksempel skriver en twitterbruger, der kalder sig This Easton Life, til Jeppe Kofod:

- Jeg beklager Trumps idioti og uforskammethed. Mine beklagelser til dig, din statsminister, dronningen og befolkningen i dit land. Tak for jeres tålmodighed og diplomati. Jeg håber, det bliver bedre til januar 2021, skriver den erklærede demokrat med henvisning til, at amerikanerne skal til præsidentvalg 3. november 2020.

Hvis de vælger en anden end Donald Trump, skal den nye præsident indsættes i januar 2021.

Det ser twitterbrugeren Mary In The East formentlig også frem til. Hun skriver til den danske udenrigsminister:

- Amerikanere er lamslåede dagligt over vores præsidents barnlige opførsel. Jeg er så ked af, at I er blevet hevet ind i vores mareridt. Danmark er en værdsat allieret med en stolt og ærværdig historie, og I fortjener bedre. Vær tålmodige, vi stemmer ham snart ud.

Susan E. Shipley og en række andre udtrykker sig mere enkelt:

- En dybfølt undskyldning fra denne amerikaner.