Trump langer ud efter dansk NATO-indsats - du tager fejl, svarer Løkke

Både tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard går i rette med Donald Trump.

Den danske indsats som allieret i NATO-samarbejdet fejler intet. Og dermed er den amerikanske præsident Donald Trumps krasse kritik af Danmark som en undermåler i det militære samarbejde også skudt forbi.

Ikke mindst tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går i rette med USA's præsident, efter at Trump onsdag langede ud efter Danmarks indsats som militært allieret. Og det gælder også, når man gør tabstallet op i dræbte soldater.

- Som jeg har fortalt Dem på NATO-topmødet i Bruxelles sidste år, så har vi proportionelt præcis det samme antal dræbte i Afghanistan som USA. Vi står altid last og brast, så vi kan ikke acceptere, at det her kun handler om procentsatser, skriver Lars Løkke i et direkte svar til Trumps tweet.

Højt bidrag per indbygger årligt

Samme toner lyder fra den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der genkender argumentet om, at Danmark ikke betaler de to procent, som ellers er NATO's målsætning for andel af bruttonationalproduktet på forsvarsbudgettet. Det danske bidrag udgør aktuelt 1,35 procent - eller lidt over 6000 kroner per indbygger årligt.

- Det er en gammel diskussion, som har kørt i NATO i årtier. Der var allerede ballade ved NATO-topmødet tilbage i 2014, hvor vi bandt os til at give mere, og det har vi også forpligtet os til, siger Martin Lidegaard, som dog ikke mener, at Danmark underpræsterer.

- Vi er et af de lande, der bidrager med allermest målt per indbygger, understreger Lidegaard, som peger på, at Trumps ærinde med Danmarks indsats i NATO i højere grad er at tale dunder overfor sine vælgere og vise sig som en stærk og indflydelsesrig præsident.

Donald Trump undsiges også fra egne rækker.

Michael Hayden, general og tidligere direktør i efterretningstjenesten CIA, lægger ikke fingrene imellem.

- Danmark, en nation med seks millioner indbyggere, har fået dræbt 43 soldater i Afghanistan, mens de støttede os. Du er patetisk, lyder bredsiden fra Michael Hayden.

Oplæg til G7-topmøde

Med et forestående G7-topmøde i Biarritz i Frankrig har Donald Trump omvendt positioneret den amerikanske agenda.

Det siger journalist Jesper Zølck, der dækker USA for TV 2.

- Trump skal til Frankrig og tale med allierede og vil sikkert lægge pres på for at få øget bidraget til NATO. Men det er ikke en ny kritik, for også Barack Obama påpegede det i sin tid som præsident, siger Jesper Zølck, som dog vurderer, at USA's førstemand gør regning uden sin administration.

- Det er typisk Trump at gå så kraftigt ud uden at have administrationen bag sig, men det er ikke kun Danmark, der kommer til at stå som mål for den kritik, siger Jesper Zølck.

Debatten om engagementet i NATO er 60 år gammel, påpeger seniorforsker ved Center for Militære Studier Kristian Søby Kristensen.

- Siden 1949, hvor NATO opstod, har der været et amerikansk pres på europæerne for at få dem til at spytte nogle flere penge i kassen, siger han og peger på, at man i 2014 nåede frem til en hensigtserklæring.

- I 2014 lykkedes det Obama at få de europæiske ledere til at skrive under på en politisk erklæring, hvor de siger, at de vil arbejde hen imod at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvarsudgifter i 2024.

Det er samtidig en diskussion, hvor Trump ifølge seniorforskeren kan føle sig på sikker grund, når han kritiserer Danmark.