Mette Frederiksen i fornemt selskab med 'nasty' kvinder

16x9
Donald Trump bruger ordet "nasty" om kvinder, som han ikke kan lide. I Mette Frederiksens tilfælde var det hendes absurd-udtalelse, der var modbydelig. Foto: Ints Kalnins / Ritzau Scanpix

En optælling viser, at Trump 14 gange har brugt ordet nasty i forbindelse med kvinder og 18 gange i forbindelse med mænd.

Den amerikanske præsident har set sig sur på sin danske kollega, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) brugte ordet ”absurd” om Donald Trumps ønske om at købe Grønland.

Og det i en sådan grad, at han først aflyste et planlagt statsbesøg i Danmark og derefter brugte ordet nasty - modbydelig - i forbindelse med Mette Frederiksen.

Selvom ordet blev brugt om Mette Frederiksens udtalelse og ikke hendes person, er Mette Frederiksen alligevel kommet i meget 'fornemt' selskab med andre fremtrædende kvinder, som Donald Trump har set sig sur på - og som han har brugt ordet nasty om eller i forbindelse med.

Han har et eller andet med kvinder, der siger ham imod. Men der er ingen tvivl om, at Donald Trump synes, at Danmarks statsminister har været lige lovlig direkte. Det er jo noget af det, der kendetegner os danskere: At vi siger det, vi mener, i stedet for at pakke det ind i blødere vendinger som i USA.

Således skriver både CNN, The Washington Post og New York Times, at Mette Frederiksen nu er i selskab med kvinder som tidligere førstedame og præsidentkandidat Hillary Clinton og formanden for Repræsentanternes Hus i den amerikanske kongres, Nancy Pelosi.

Mette Frederiksen er sågar havnet i selskab med kongelige, fordi Donald Trump også har kaldt hertuginde Meghan Markle, der er gift med den britiske prins Harry, for nasty.

Også den nuværende demokratiske senator Kamala Harris og den tidligere demokratiske senator Elizabeth Warren, der begge har meldt sig som kandidat til præsidentposten i 2020, er af Donald Trump blevet omtalt med det lidet flatterende adjektiv.

Hillary Clinton

Donald Trump kaldte 19. oktober 2016 under den tredje debat med Hillary Clinton i præsidentvalgkampen sin modkandidat for "sådan en modbydelig kvinde".

Trump og Clinton mødes i den tredje og sidste direkte tv-duel

Meghan Markle

1. juni 2019 sagde den amerikanske præsident til avisen The Sun forud for et besøg i Storbritannien, at han ikke vidste, at den britiske hertuginde Meghan Markle "var så nasty", da han blev konfronteret med nogle udtalelser fra hende under præsidentkampen i 2016. Donald Trump afviste - på trods af en lydfil - efterfølgende, at han havde brugt ordet således. I et interview med ABC News forklarede han:

- Jeg refererede ikke til, at hun var modbydelig. Jeg sagde, at hun var modbydelig over for mig - og at jeg ikke vidste, at hun var modbydelig over for mig.

Udtalelsen falder 1 minut og 56 sekunder inde i videoklippet.

Nancy Pelosi

6. juni 2019 var turen kommet til Nancy Pelosi, som Donald Trump i et eksklusivt interview med Fox News kaldte nasty, vindictive og horrible - altså modbydelig, hævngerrig og forfærdelig - på grund af en udtalelse om, at hun ikke ønskede Donald Trump tiltalt, men at hun ville have ham i fængsel.

Udtalelsen falder 23 sekunder inde i klippet:

Mette Frederiksen

Og 21. august kom Mette Frederiksens altså i det fine selskab med sin "modbydelige" absurd-udtalelse.

Donald Trump aflyste natten til onsdag højst overraskende sit besøg i Danmark via det sociale medie Twitter. Her begrundede han beslutningen med, at Mette Frederiksen udtrykkeligt havde afvist hans tanker om at købe Grønland. Video: EBU

- Man taler ikke til USA på den måde

Nasty-udtalelsen om Mette Frederiksen faldt, efter at Donald Trump natten til onsdag på Twitter skrev, at han havde udskudt statsbesøget til Danmark, fordi den danske statsminister ikke havde nogen interesse i at diskutere et muligt salg af Grønland til USA.

Efter en dag med mange reaktioner fra både ind- og udland uddybede Donald Trump onsdag aften, hvorfor han havde valgt at aflyse.

- Jeg synes, at statsministerens udtalelse om, at det var absurd, var væmmelig (nasty, red.). Jeg synes, at det var en upassende udtalelse, lød det fra Donald Trump.

- Hun taler ikke til mig. Hun taler med USA. Man taler ikke til USA på den måde. I hvert fald ikke under mig, lød det også fra præsidenten, der havde mere på hjertet:

- Hun sagde "absurd". Det er ikke det rette ord at bruge. Absurd, lød det fra Donald Trump, mens han forvrængede sin stemme.

Absurd eller ej - Trump ville have aflyst alligevel

Ifølge TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, ville sagen næppe være faldet anderledes ud, hvis Mette Frederiksen havde brugt et andet ord.

Det skyldes, at det slet ikke var Donald Trumps ide at besøge Danmark - det var derimod hans sikkerhedsrådgiver, der foreslog besøget, da Donald Trump alligevel skal til blandt andet Frankrig og Polen i de kommende dage.

- Han havde fundet et andet figenblad at hænge sin aflysning op på. Efterfølgende skulle Donald Trump så finde en prygelknabe, nu da han selv i virkeligheden havde skabt en strid, som han skulle ud af. Og hvem er bedre til at være prygelknabe end Danmarks statsminister, siger Jesper Steinmetz.

Kalder flere mænd end kvinder for nasty

Ifølge CNN bruger Donald Trump i særlig grad ordet nasty om kvinder, som han har set sig gal på.

Men ifølge The Washington Post har Donald Trump også brugt ordet om mænd - og faktisk mange flere gange end om kvinder. Det gælder blandt andre borgmesteren i London, Sadiq Khan, republikaneren Mitt Romney og et hav af mandlige journalister.

Ifølge en optælling foretaget af avisen har Donald Trump brugt ordet om eller i forbindelse med 14 kvinder og 18 mænd.