Udland

Par risikerer seks års fængsel for at stjæle sand fra strand

Åben krig. Sådan skriver mange italienske medier i disse dage efter en række afsløringer af langfingrede turister, der stjæler forbudte souvenirs.

Turister støvsuger i øjeblikket Sardiniens gudeskønne strande for snehvidt sand, rosa kvarts, truede muslingearter, delfinkranier og konkylier.

To franske turister blev forleden snuppet i en sardinsk færgehavn med 40 kilo stjålet sand i bagagerummet. De risikerer nu både en bøde på 500-3000 euro og en fængselsstraf på op til seks år.

I går kom det ydermere frem, at myndighederne den seneste tid har beslaglagt 200 kilo sand fra Oristano-området i lufthavnen Elmas på Sardinien.

Jager strandtyvene på nettet

Strandene og det krystalklare havvand omkring ferieøen er så smukke og eftertragtede, at flere af stederne bliver kaldt 'Middelhavets Caribien'. Turisme er et af øens største erhverv, og især nordeuropæere er ellevilde med at holde ferie ved det azurblå hav og langs de kridhvide strande.

Men folk kan tilsyneladende ikke holde fingrene for sig selv, og tilfældene af tyverier bliver hyppigere og hyppigere. Myndighederne har skruet op for kontrollen, ikke kun i havne, lufthavne og ved grænserne til Frankrig, men også ved at holde øje med ulovlig handel på nettet.

På Facebook har vrede borgere oprettet gruppen 'Sardinen bliver røvet og plyndret'.

Her kan man oplyse om ulovligheder, hvis man spotter noget på for eksempel Ebay.

For nylig sås de gigantiske, sjældne og fredede muslingeskaller, Pinna Nobilis, til salg med billeddokumentation.

Kræver begrænset adgang til strandene

De kæmpe mængder af sand, der i de seneste uger er blevet beslaglagt, vidner om en forretningsmodel snarere end om en uskyldig drøm om at få lidt sand med hjem til sit akvarium eller til minde om en god ferie. Sådan siger medlemmer af miljøorganisationer til det italienske nyhedsbureau Ansa.

De foreslår mere kontrol med og begrænset adgang til visse af de mest populære strande, fordi det belaster miljøet alt for meget med de mange turister.

Det franske par afviser dog at være en del af en større konspiration. De vidste ikke, at det var ulovligt, siger de.