Magtkamp i Italien kan give landet sin tiende leder på bare 19 år

16x9
Matteo Salvini spiller højt spil udfordrer sin regeringspartner. Foto: Eliano Imperato / Ritzau Scanpix

Den italienske regering er faldet sammen. Tirsdag får vi en antydning af, hvem der vinder den interne magtkamp.

De to store partier i den italienske koalitionsregering venter spændt på den tale, som regeringens leder, premierminister Guiseppe Conte, tirsdag eftermiddag skal holde i det italienske senat.

Én ting virker på forhånd til at være helt sikkert: De to partier i regeringen, højreorienterede Lega og populistiske Femstjernebevægelsen, er færdige med hinanden.

Spørgsmålet er, hvem der skal fortsætte som regeringsparti?

Hvis den politisk uafhængige Conte tirsdag varsler nyvalg, står den nuværende indenrigsminister og vicepremierminister, Matteo Salvini, til at vinde en stor valgsejr med sit Lega-parti. Det vil gøre ham til Italiens nye premierminister – den tiende alene i dette årtusinde.

Hvis Conte derimod afviser tanken om et nyvalg, giver det Femstjernebevægelsen og dens leder, Luigi di Maio, en chance for at vinde kampen om regeringsmagten og selv danne en ny regering med støtte fra den italienske venstrefløj.

- Alle venter spændt på, om Conte vil indgive sin afskedsbegæring og dermed åbne regeringskrisen formelt. Eller om han vil trække den længere og se, hvad der sker, fordi Femstjernebevægelsen nærmer sig venstrefløjen og vil forsøge at spænde ben for Salvini, siger TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

Medlemmer af Lega lykønsker deres leder Matteo Salvini, efter han krævede nyvalg. Senatet besluttede dog at vente på, hvad premierminister Guiseppe Conte har at sige tirsdag.
Medlemmer af Lega lykønsker deres leder Matteo Salvini, efter han krævede nyvalg. Senatet besluttede dog at vente på, hvad premierminister Guiseppe Conte har at sige tirsdag. Foto: Filippo Monteforte / Ritzau Scanpix

Nej-sigere og ja-sigere

Matteo Salvini fra Lega indledte regeringskrisen 8. august, da han meldte ud, at han havde mistet tilliden til sin koalitionspartner og ønskede nyvalg.

Forud var gået flere måneder, hvor de to regeringspartier havde været uenige i mange spørgsmål, som eksempelvis den hårde kurs over for immigranter, som Salvini står for.

Femstjernebevægelsens nej til et højhastighedstog mellem Italien og Frankrig blev dråben for Matteo Salvini.

- Italien kan ikke længere finde sig i nej-sigere. Vi har brug for ja-sigere for at fjerne forhindringer, for at bygge, for at arbejde. Nok er nok, vi bliver nødt til at have et nyvalg, sagde han ved et møde i sidste uge.

Gode meningsmålinger

Den nuværende indenrigsministers ønske om et nyvalg bunder også i, at hans parti står til en enorm fremgang i meningsmålingerne.

Ved valget i foråret 2018 fik Lega 17 procent af stemmerne, mens Femstjernebevægelsen fik 33 procent.

Nu viser de seneste meningsmålinger, at de stemmetal nærmest er vendt om. Meningsmålingerne spår Lega til at få 37-38 procent af stemmerne, mens Femstjernebevægelsen står til at få 17-18 procent af stemmerne, hvis der bliver udskrevet valg i løbet af efteråret.

Så et nyvalg vil efter alt at dømme give Lega regeringsmagten med støtte fra højrefløjspartiet Italiens Sønner.

'En presset mand'

Af samme grund er Femstjernebevægelsen ikke interesseret i et nyvalg. Bevægelsen har sendt følere ud til den italienske venstrefløj, der også har en interesse i at holde højrefløjen fra magten. Med støtte fra det store venstrefløjsparti Det Demokratiske Parti har Femstjernebevægelsen et komfortabelt flertal til at regere videre alene.

- Fra at være kongen af det hele står Salvini nu som en meget presset mand, fordi de faktisk sagtens kan samle et flertal uden om ham, fortæller Eva Ravnbøl.

Premierminister Giuseppe Conte var ikke politiker, før han blev hentet ind udefra for at lede regeringen med Femstjernebevægelsen og Lega.
Premierminister Giuseppe Conte var ikke politiker, før han blev hentet ind udefra for at lede regeringen med Femstjernebevægelsen og Lega. Foto: Us Filippo Attili / Palazzo Chig / Ritzau Scanpix

Sker det, kan lederen af Femstjernebevægelsen, nuværende vicepremierminister og økonomiminister Luigi Di Maio, i stedet blive Italiens tiende premierminister siden årtusindeskiftet.

Den apolitiske advokat Guiseppe Conte, der efter sidste valg blev premierminister som et kompromis, fordi hverken Matteo Salvini eller Luigi Di Maio ville lade den anden blive premierminister, kan se tilbage på knap halvandet år på posten.

Det er ikke unormalt i Italien, hvor Silvio Berlusconi som den eneste i nyere tid har formået at sidde længe på posten. Siden år 2000 har han siddet mere end otte år på posten.

Otte andre premierministre har delt de resterende 11 år imellem sig.