Italiens premierminister trækker sig

Conte giver op efter voldsom intern uro i landets regering. Den bliver siddende som forretningsministerium indtil videre.

Den italienske premierminister Guiseppe Conte har indgivet sin afskedsbegæring til den italienske præsident, Sergio Mattarella.

Regeringen fortsætter som et forretningsministerium, mens præsidenten nu skal sondere mulighederne for, at nogle af parlamentets partier kan indgå en ny regeringskoalition.

Lykkes det ikke, vil præsidenten udskrive parlamentsvalg til afholdelse en gang i efteråret.

Premierminister Conte fortalte tirsdag i senatet, at han har opgivet at redde sin regering, efter de to partier bag regeringen – den populistiske Femstjernebevægelsen og højrefløjspartiet Lega – er blevet voldsomt uvenner og ikke længere vil sidde i regering sammen.

Spørgsmålet er nu, om præsident Mattarella ender med at udskrive nyvalg.

Sker det, står Lega og partiets leder, vicepremierminister og indenrigsminister Matteo Salvini, ifølge meningsmålingerne til en stor valgsejr. I så fald forventes det, at Salvini kan danne regering med støtte fra andre partier på højrefløjen, først og fremmest det lille, ultrahøjreorienterede parti Italiens Sønner.

Den anden mulighed er, at det lykkes Femstjernebevægelsen at danne en koalitionsregering, så der ikke bliver udskrevet nyvalg. I så fald kan Femstjernebevægelsen fortsætte som regeringsparti med støtte fra landets største centrumvenstre parti, Det Demokratiske Parti.

Vi må se, hvad der sker, når Conte har indgivet sin afskedsbegæring. Om der bliver udskrevet nyvalg, eller om nogen finder sammen i nye koalitioner og kan danne en ny regering. Der har været rygter om en flirt mellem Femstjernebevægelsen og Det Demokratiske Parti, der svarer til Socialdemokratiet. Det vil være et meget umage par, måske endnu mere umage end koalitionen mellem Femstjernebevægelsen og Lega. Der er ikke mange, der kan se det samarbejde for sig. Men måske kan det fungere, alene fordi de har travlt med at spænde ben for Salvini.

'En forræder'

Salvini satte selv gang i den nuværende regeringskrise tidligere på måneden, da han erklærede regeringen død og krævede, at der blev udskrevet nyvalg.

Mandag svarede Femstjernebevægelsen igen og kaldte Salvini for en ’utroværdig forræder’, som man ikke ville sidde i regering med længere.

Premierminister Conte, der ikke er medlem af nogen af de to regeringspartier, men er en neutral, udefrakommende juraprofessor, lagde ikke skjul på, at han var skuffet over Salvini og hans krav om nyvalg.

- Han har vist, at han er mest optaget af sine egne og sit partis interesser, sagde Conte i senatet.

Lega kan blive fordoblet ved nyvalg

Salvini havde god grund til at føle sig fristet af en nyvalg. Meningsmålingerne spår nemlig hans parti Lega til at blive Italiens største parti, hvis der blev udskrevet valg nu.

Ved valget i foråret 2018 fik Lega 17 procent af stemmerne, mens Femstjernebevægelsen fik 33 procent.

Nu viser de seneste meningsmålinger, at de stemmetal nærmest er vendt om. Meningsmålingerne spår Lega til at få 37-38 procent af stemmerne, mens Femstjernebevægelsen står til at få 17-18 procent af stemmerne, hvis der bliver udskrevet valg i løbet af efteråret.

Meningsmålingerne forklarer samtidigt, hvorfor både Femstjernebevægelsen og Det Demokratiske Parti vil gå langt for at indgå en aftale, der kan forhindre et nyvalg.