Udland

Folk undrer sig - hvem har betalt for Trump-lysreklame i København?

Donald Trump skal besøge Danmark i begyndelsen af september. Til den tid vil reklamen stadig være synlig.

Manden bag den opsigtsvækkende reklame er dansker, og han er provokeret over dansk behandling af USA's præsident.

Da der i weekenden var Copenhagen Pride Parade i København, fik en lysreklame på et tag ved Rådhuspladsen flere personer til at undre sig.

Blandt andre Tommy Petersen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre, var nysgerrig efter, hvem der står bag den store, blinkede Trump-reklame.

Også den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford ville vide, hvem der har betalt for det lysende skilt.

- Trumps politiske propagandamaskine i god behold på Rådhuspladsen i København, hvor han er historisk upopulær og planlægger et besøg til om to uger. Kan nogen fortælle mig, hvem der har betalt for det her?, skrev Rufus Gifford på Twitter.

Det er dog ikke nogen med direkte forbindelse til Trump, der står bag.

Købt af dansker

Politiken har talt med Citrusmedia, som har ansvaret for lysreklamerne på Rådhuspladsen, og direktør Eilif Rosenkilde fortæller, at det er en dansker, der har købt reklamepladsen.

- Vi har ingen holdning til, hvad der bliver reklameret for på lysreklamerne. Så længe det ikke er ulovligt eller opfordrer til ulovligheder, siger Eilif Rosenkilde til avisen.

Han vil ikke afsløre, hvor meget reklamen har kostet, men oplyser, at prisen for at leje reklameplads på lystavlerne ved Rådhuspladsen er 15.000 kroner om ugen før rabatter.

Den blinkende Trump-reklame er synlig i 15-20 sekunder ad gangen skiftevis med andre reklamer.

Denne mand står bag

Manden, der har betalt for reklamen, hedder ifølge Berlingske Nicolai Oster.

Han fortæller, at han købte reklamepladsen som reaktion på den kæmpestore Trump-babyballon, som demonstranter vil sende til vejrs, når præsidenten efter planen besøger Danmark 2.-3. september.

Han vil ikke oplyse andet end sit navn til avisen, da det, siger han, vil tage fokus fra budskabet.

- Det handler ikke om politik eller holdninger. Det handler om, at voksne mennesker opfører sig som en børnehave og er fuldstændig respektløse over for en gæst, som er folkevalgt i den nation, der er vores absolut vigtigste allierede. Hvis vi vil have, at USA kommer og redder vores røv, når lokummet brænder, skal man opføre sig ordentligt, siger Nicolai Oster til Berlingske.

Han fortæller, at lysreklamen vil være synlig i København i tre uger.

Den seks meter høje babyballon, der har provokeret Nicolai Oster til at købe sin egen reklame, dukkede første gang op 13. juli 2018 under et Donald Trump-besøg i Storbritannien.

Den er nu kommet til Danmark på initiativ fra aktivisten Morten Skovgaard.

Opdateret 20.08.2019: I en tidligere udgave af denne artikel hed manden bag reklamen, som har talt med Berlingske, Niels Olesen. Berlingske har siden opdateret hans navn til at være Nicolai Oster, og denne artikel er opdateret.