Donald Trump med sin kommende anden hustru, Marla Maples. De to havde en affære, mens Trump stadig var gift med sin første hustru.
USA VALG

Engang var Donald Trump en ukendt mand, men så kom hans løgne i avisen

Om tre uger vil Trump genvælges som USA's præsident. Engang var han en ukendt rigmandssøn, lige indtil en novemberdag i 1976, hvor han kom i avisen.

Den sølvfarvede Cadillac rullede op foran en 30 etager høj skyskraber i et af New Yorks bedre kvarterer.

Donald kan sælge sand til araberne og køleskabe til eskimoerne

Der Scutt, arkitekt,1976

Klokken var lidt i 08 om morgenen, og bag rattet sad en sort chauffør, der skulle køre sin chef på arbejde.

Chaufføren havde selskab af en ung kvindelig journalist, der denne oktoberdag forsøgte at besvare et spørgsmål for læserne af New York Times:

Hvem er Donald Trump?

Rigmanden havde sagt ja til at have hende med på arbejde en enkelt dag, og derfor sad den kvindelige journalist nu og ventede inde i den sølvfarvede luksusbil med nummerpladen ”DJT”.

Mødet skuffede hende tilsyneladende ikke, for da artiklen udkom på side 41 i avisen, lød indledningen:

- Han er høj, mager og blond med strålende hvide tænder, og han ligner Robert Redford temmelig meget. Han går ud med åleslanke fotomodeller, besøger de mest elegante klubber, og hans formue anslås til at være over 200 millioner dollars.

Det var i 1976, og første gang The New York Times bragte en større artikel om den unge mand og hans succes.

Donald Trump i 1976.

Men allerede i artiklens indledning lykkedes det Donald Trump at plante en løgn i en af USA’s mest hæderkronede aviser.

Den pressesky millionær

På det tidspunkt arbejdede den 30-årige rigmand i faderens ejendomsfirma, der havde vokset sig stort ved byggeri og udlejning af boligblokke i New Yorks forstæder.

Han havde været i avisen nogle år tidligere, fordi sorte amerikanere hævdede, at de blev diskrimineret, når de ville leje hos Trump, men det var ikke derfor, The New York Times ville skrive om ham denne gang.

I stedet handlede det om at få et kig ind i Donald Trumps forgyldte verden, og allerede i 1976 var han meget bevidst om, hvordan han tog sig ud.

Alt, hvad han rører ved, bliver til guld

Fred Trump, far, 1976

Da han blev kontaktet af avisens journalist, Judy Klemensrud, sagde den unge mangemillionær hurtigt ja til at få selskab på jobbet en enkelt dag – endda selvom han ifølge eget udsagn var ”pressesky”.

Portrættet blev trykt i avisen 1. november 1976 under overskriften:

”Ejendomsmægleren Donald J. Trump bygger et image med stil, mens han køber bygninger”.

Donald Trump viste sin rigdom frem for læserne i det første store interview med ham i The New York Times.

Han imponerede journalisten med sin enorme mobiltelefon på bagsædet af sin Cadillac, og han havde hende med til frokost på den eksklusive 21 Club, hvor alle hilste på ham. Under frokosten mødtes han med to mænd fra det jødiske hospital i Denver, der ønskede at kåre den unge millionær til årets mand.

- Jeg er ikke engang jøde – jeg er svensk, betroede Donald Trump sig efterfølgende til journalisten.

- De fleste tror, at min familie er jødisk, fordi vi ejer så mange huse i Brooklyn, men jeg tror ikke, at man behøver at være jøde for at vinde den her pris, fortsatte han.

Allerede dengang var Donald Trumps omgang med sandheden helt speciel.

Familiens rødder var tyske – ikke svenske, men dengang var tyskere ikke så populære på grund af landets rolle under Anden Verdenskrig.

Donald Trump fik også fortalt avisen, at han afsluttede sin uddannelse på Wharton School of Finance som nummer ét i klassen.

Det var løgn, viser dokumenter fra skolen, men oplysningerne blev alligevel trykt i avisen som fakta.

Donald og Fred Trump efter bestået eksamen på Wharton.

I årbogen fra Wharton fremgår det, at Donald Trump bestod, men han fik ingen udmærkelser.

Og de 200 millioner dollars, som avisen skrev, han var god for?

Sandheden var nok nærmere på fem millioner.

Det viser opgørelser fra dengang, som Washington Post fik fat i mange år senere.

Trumps "andet forretningsområde"

Til gengæld ser det ud til, at det med fotomodellerne kunne have en kerne af sandhed i sig.

Mange år senere fortalte Donald Trump til bogen 'My Generation', at sex med fotomodeller dengang var ”hans andet forretningsområde” – og han skulle da også senere blive gift med tre af slagsen.

Donald Trump med sin første hustru, Ivana.

Donald Trump med sin anden hustru, Marla Maples.

Melania Trump under sit bryllup med Donald Trump.

I interviewet i New York Times var den unge mand dog mindre bramfri om sit sexliv.

- Hvis jeg mødte den rette kvinde, ville jeg måske gifte mig, men lige nu har jeg alt, hvad jeg behøver og ønsker, sagde han.

Navnet på den rette kvinde var Ivana Zelníčková, en tjekkisk model og skisportsstjerne, som den unge rigmand faktisk allerede var kærester med, da artiklen blev skrevet.

Som kvinde føler jeg, at han overskred mine grænser

Ivana Trump, ekshustru, 2016

Når det ikke lige drejede sig om privatlivet, var han ikke specielt beskeden. Allerede i 1976 talte folk om, at han var en pralhals.

For eksempel fortalte arkitekten Der Scutt, som senere tegnede skyskraberen Trump Tower, at den unge rigmands største svaghed var hans tendens til at overdrive helt vildt.

The Trump Tower på Fifth Avenue.

- Han kan for eksempel finde på at sige, at et kongrescenter er verdens største, selvom det ikke passer. Han overdriver med det formål at gennemføre et salg, fortalte Der Scutt til The New York Times.

Men arkitekten beundrede ham også:

- Donald. Han kan sælge sand til araberne og køleskabe til eskimoerne, sagde han til Judy Klemensrud, der fulgte millionæren på arbejde.

Frygten for far

Det tætteste journalisten kom på at se ind under Donald Trumps facade den oktoberdag i 1976, var, da rigmanden stod ansigt til ansigt med sin far, Fred Trump.

Fred Trumps portræt står i dag på Donald Trumps kontor i Det Ovale Værelse.

- Hr. Trump, der er overfladisk og konstant talende, blev pludselig stille, da vi standsede ved hovedkvarteret for Trump Organization, hvor han skulle mødes med sin far. Da de stod ansigt til ansigt, virkede sønnen, som om han nærede en hengiven frygt for sin far, hedder det i artiklen.

En frygt, der måske stammede fra Donald Trumps opvækst i Queens, hvor opdragelsen kulminerede med, at faderen sendte sin søn på en militær kostskole for at sætte skik på knægten.

Hvordan det foregik, kan du læse ved at følge linket herunder.

Under mødet med Fred Trump havde faderen kun pæne ord at sige om sin søn.

- Jeg har givet Donald frie hænder. Alt, hvad han rører ved, bliver til guld. Så længe han har denne overflod af energi, er jeg glad for at lade ham gøre det, fortalte Fred Trump til avisen.

Og Fred Trump så ud til at have ret. Hans søn var god til at tjene penge.

Den første udgave af Forbes' liste med USA's 400 rigeste udkom i 1982.

I 1982 var Donald Trump med på magasinet Forbes' liste over de 400 rigeste amerikanere med en anslået formue på 100 millioner.

Trumps mystiske talsmand

En af de journalister, der var med til at lave listen for Forbes, hedder Jonathan Greenberg. Han var netop færdiguddannet, da han mødte Donald Trump første gang.

Jeg mener, at I virkelig kan bruge Donald Trump nu

John Barron, alterego

Den unge journalist kontaktede rigmanden i forbindelse med sit job, og pludselig fandt han sig selv på Donald Trumps kontor i en skyskraber på Fifth Avenue i New York. I modsætning til de fleste andre rigmænd syntes Donald Trump, at en liste over USA’s rigeste og deres formuer var en fremragende idé.

- Trump gjorde alt, hvad han kunne for at overbevise mig om, at han var den rigeste ejendomsudvikler i New York, skrev Jonathan Greenberg mange år senere i Washington Post.

- Han påstod, at hans familie ejede mere end 900 millioner dollars, og at de fortjente at være højere oppe på listen, skrev Jonathan Greenberg.

I 1983 var Trumps formue ifølge Forbes liste vokset til 200 millioner – altså dobbelt så meget som året før - men det stillede slet ikke den unge rigmand tilfreds.

Donald Trump under udgivelsen af sin bog 'The Art of the Deal'.

Så en dag i maj 1984 ringede telefonen på Jonathan Greenbergs kontor.

Da han tog røret, præsenterede stemmen i den anden ende sig som en medarbejder i Donald Trumps firma ved navn John Barron.

- Jeg tror ikke, at du har dine fakta 100 procent på plads, sagde stemmen i telefonen til den unge journalist.

John Barron fortalte, at Donald Trump havde ramt en guldåre på ejendomsmarkedet i New York, og at han nu var god for over én milliard dollars.

- Jeg mener, at I virkelig kan bruge Donald Trump nu, lød det fra stemmen i røret.

En stemme, der burde have afsløret over for journalisten, hvem John Barron i virkeligheden var.

Men Jonathan Greenberg gennemskuede ikke, at han netop havde talt med Donald Trump selv. Det var først, da han hørte båndoptagelsen af interviewet igennem mange år senere, og den sande identitet på Donald Trumps ”pressemedarbejder” John Barron var blevet offentligt kendt.

Jonathan Greenberg var nemlig langt fra den eneste, der blev ringet op af Donald Trumps hemmelige identitet i 1980’erne.

Løgn og dollars

I 2018 skrev Jonathan Greenberg så i Washington Post, at Donald Trump slet ikke burde have optrådt på Forbes' liste over USA’s rigeste i begyndelsen af 1980’erne, men at det lykkedes ham at snyde sig til en plads.

- Det var en model, som Trump ville bruge i resten af sin karriere: At fortælle en så enormt stor løgn, at folk tror, der må være en kerne af sandhed i den. Taktikken gav ham en plads, han ikke havde fortjent, på Forbes' liste, og den ledte til hyldest, pressedækning og forretningsaftaler. Det endte endda med at bane vejen til præsidentposten, skrev Jonathan Greenberg.

Første gang Donald Trump kom på forsiden af Forbes Magazine, handlede historien om hans økonomiske vanskeligheder. Det var i 1990.

Men det var ikke løgn det hele.

Donald Trump byggede skyskrabere i New York, familien tjente penge, og den unge rigmand blev berømt.

”Donald Trumps ego og imperium”, lød en overskrift i New York Times 7. august 1983.

Her viste han rundt i sin skyskraber Trump Tower, og på 26. etage åbnede han døren til et lokale med et enormt bord i midten.

- Det her skulle egentlig have været bestyrelseslokalet, men det giver jo ingen mening, når der kun er én person i bestyrelsen, så vi lavede det om til et mødelokale, fortalte Donald Trump til avisen.

Bestyrelsen bestod af Fred Trump, men alt andet handlede om Donald, skrev journalisten i New York Times.

 Donald Trump annoncerer en boksekamp mellem Thomas 'The Hitman' Hearns og Michael 'The Silk' Olajide i 1990.

Siden han som ”en fræk adonis fra forstæderne” kom til Manhattan, har ”Donald John Trump udvist talent for selviscenesættelse, bombastiske planer og – måske ikke så overraskende – for at gøre folk rasende undervejs”, hedder det i artiklen.

Han gjorde for eksempel folk rasende, da han købte et højhus med lejligheder ved Central Park i New York i juli 1981.

Udlejeren fra Helvede

Den unge rigmand så store muligheder i den byggegrund, den 14 etager høje boligblok stod på, men han bekymrede sig ikke så meget om de mennesker, der boede i huset.

Så i sensommeren 1981 søgte han om tilladelse til at rive huset ned – selvom beboerne ifølge loven havde ret til at blive boende. Men efter kort tid blev det et spørgsmål om, om lejerne overhovedet havde lyst til at blive boende i deres billige huslejeregulerede lejligheder med udsigt mod Central Park.

Donald Trump beskriver selv sagen i bogen 'The Art of the Deal', hvor han fortæller, at der blev hyret et firma ”med speciale i at genhuse lejere”.

Lejere, hvoraf mange var gået på pension eller havde udsigt til at gøre det inden længe.

Det lille hus i midten står stadig ud mod Central Park, på trods af årtiers stridigheder mellem Trump og lejerne.

Nytårsaften 1981 fik lejerne et meget overraskende brev, hvor der stod, at de havde forbrudt sig mod lejekontrakten og derfor risikerede at blive smidt ud.

De ville ikke have udført nogen reparationer. Ingen rengøring

Anthony Ramirez, vicevært

Det fremgår af sagens 2895 retsdokumenter, som tv-stationen CNN har gennemgået.

Den tidligere ejer af bygningen havde givet lejerne lov til at renovere lejlighederne indvendigt, så mange steder var der væltet mure og lavet om på rummene.

Men i brevet fra rigmandens ejendomsfirma fik lejerne en frist på 12 dage til at bringe lejlighederne tilbage til deres oprindelige stand, ellers ville de blive opsagt.

Jeg prøver bare at hjælpe med hjemløseproblemet

Donald Trump, ejer

Med hjælp fra en advokat fik de sat en stopper for forsøget på at smide dem ud, men så lagde Donald Trumps firma bare pres på viceværten i stedet.

- De ville ikke have udført nogen reparationer. Ingen rengøring, og jeg måtte ikke tage imod pakker, sagde viceværten Anthony Ramirez under en efterfølgende høring i retten, ifølge CNN.

Det betød, at hullede vandrør ikke blev repareret, og ifølge retsdokumenterne blev bygningen ramt af en vandskade, som fik lov til at udvikle sig i ti måneder. Det var så slemt, at nogle af beboerne klagede over, at der voksede paddehatte på gulvtæppet i deres lejlighed.

I 1982 og 1983 købte Donald Trump så avisannoncer, hvor han tilbød hjemløse at bo gratis i bygningen.

- Nogle tror, at jeg laver et nummer med beboerne i huset. Det passer ikke. Jeg prøver bare at hjælpe med hjemløseproblemet. Det vil tage to til tre år at få alle ud af huset, og i mellemtiden har jeg flere ledige lejligheder til de trængende, sagde Donald Trump til The New York Times, da avisen skrev om sagen.

Men lige lidt hjalp det.

 Donald Trump passerer en tigger på Fifth Avenue i New York i 1990.

Selvom bygningen pludselig ikke længere blev varmet op, var lejerne ikke til at drive fra deres hjem, og efter årtiers juridiske slagsmål fik lejerne lov til at købe deres egne lejligheder. Bygningen står der stadig, og i dag ejer Trumps firma størstedelen af lejlighederne - komplekset hedder Trump Park East.

De riges ubehag

Donald Trumps egen version af historien er noget anderledes. I bogen 'The Art of the Deal', beskrives lejerne som rige ”yuppier”, der nød godt af at bo i billige lejligheder med statsgaranteret loft over huslejen. Ifølge Donald Trump var lejeindtægten så lav, at den ikke kunne dække udgifterne ved at drive bygningen, og derfor var han nødt til at skære ned på sin service.

- Hvis der er en ting, jeg har lært af de rige, så er det, at de har en meget lille tærskel i forhold til det mindste ubehag, står der i 'The Art of the Deal'.

Personligt havde Donald Trump penge nok til at slippe af med de fleste ubehagelige ting – eller i hvert fald penge nok til at hyre advokater, som kunne hjælpe med det.

Da han blev gift for første gang i 1977, var brylluppet med Ivana Zelníčková nær gået i vasken, fordi Donald Trump ville have sin udkårne til at skrive under på en erklæring om, at hun hverken skulle have penge eller nogen af bryllupsgaverne, hvis ægteskabet endte i skilsmisse.

Ivana Trump på et signeret postkort fra 1980'erne.

Det endte med en aftale om, at hun måtte beholde smykkerne, men intet andet, hvis parret gik fra hinanden.

Skilt blev de, men i over ti år kaldte Ivana sig selv for Donald Trumps ”hustru-tvilling” og hjalp ham med forretningen.

Jeg har ikke noget imod, at Donald er chefen

Ivana Trump, hustru

Op gennem 1980’erne var Ivana Trump en højt profileret del af sin mands succes, og han gjorde hende til direktør for sit kasino i Atlantic City – Trump Castle - hvor hun havde 4000 medarbejdere under sig.

Hun præsenterede dog oftest sig selv som en traditionel ”europæisk hustru” og mor.

- Jeg har ikke noget imod, at Donald er chefen. Jeg kan godt lide det på den måde. Jeg er nødt til at have en stærk mand. Det er derfor, at de fleste feminister ikke er gift eller har børn. Jeg kan lide at have begge dele, har Ivana Trump fortalt ifølge magasinet Newsweek.

Parret fik tre børn sammen: Donald Trump Jr. i 1977, Ivanka Trump i 1981 og Eric Trump i 1984.

På skitur med far

Mens mor fløj på arbejde i helikopter, var det op til to irske barnepiger og Ivanas tjekkiske forældre at se efter børnene.

Donald Trump med Ivanka, Donald Jr. og Eric.

Forældrene, Milos og Maria, flyttede ind i Trump Tower og boede der cirka halvdelen af året, ifølge New York Magazine.

Når familien var samlet, kunne Donald Trump godt lide at konkurrere med sine børn.

- Vi er opdraget til at være konkurrencemennesker, fortalte Ivanka Trump til New York Magazine i 2004.

- Far opmuntrer os til det. Jeg kan huske, at vi var ude at stå på ski med ham og løb om kap. Jeg var foran, men så stak han sin skistav ud og trak mig tilbage, fortalte Ivanka.

Eric Trump husker en lignende episode:

- Han forsøgte at få mig til at styrte, bare så han kunne komme først ned ad bjerget.

Men familiens Trumps skiferier var ikke lykkelige allesammen.

En decemberdag i 1989, da Ivana, Donald og deres tre børn sad spiste frokost på en restaurant i skisportsstedet Aspen, blev familien antastet af en smuk, blond kvinde.

En fotomodel.

Marla Maples (t.h.) og supermodellen Linda Evangelista (t.v.).

Ivana Trump husker episoden i sin bog 'Raising Trump':

- Den unge blonde kvinde kom hen til mig helt ud af det blå og sagde: "Jeg er Marla, og jeg elsker din mand. Gør du også det?"

- Jeg sagde: "Skrub af, jeg elsker min mand". Det var ikke så feminint, men jeg var i chok.

Den unge kvinde hed Marla Maples, og hun havde allerede været i seng med Donald Trump flere gange.

Verdens bedste sex

Skilsmissen var på forsiden af de amerikanske tabloidaviser tre måneder i træk.

Donald Trump blev gift med Marla Maples i 1993. Ægteskabet varede seks år og gik i stykker, fordi Donald Trump havde mistanke om, at Marla Maples gik i seng med sin livvagt.

Det ældste af parrets børn, Donald Trump Jr. husker det som en hård tid.

- Det er hårdt at være 12 år. Du er ikke en mand endnu, selvom du tror det. Man tror, at man ved alt, men når man så bliver kørt i skole hver dag, og alt, man ser på forsiderne, er om skilsmissen med overskrifter som ”Det bedste sex, jeg nogensinde har fået”, og man så ikke engang ved, hvad det betyder… Jeg mener: I den alder er børn hårde ved hinanden, og jeg havde intet med det at gøre, sagde Donald Trump Jr. til New York Magazine i 2004.

Marla Maples pralede om Donald Trumps evner i sengen, og det fandt vej til forsiden af New York Post.

Under skilsmissesagen anklagede Ivana Trump sin mand for at have voldtaget hende i ægtesengen. Hun beskrev efterfølgende voldtægten til forfatteren Harry Hurt, der udgav Ivanas version af sagen i 1993.

Dengang fortalte hun, at Donald Trump havde fået foretaget en hårtransplantation af en plastikkirurg, som hun selv havde benyttet flere gange tidligere.

Håret plagede ham, da han kom ind i soveværelset.

- Din forbandede læge har ødelagt mig, sagde Donald Trump.

Og så gav han sig til at rive store totter hår ud af hovedbunden på Ivana Trump, hvorefter han flåede tøjet af hende og lynede sine bukser ned.

Ivana Trump på forsiden af Vogue i 1991.

- Så presser han sin penis op i hende for første gang i 16 måneder. Ivana var skrækslagen, skriver forfatteren Harry Hurt i sin bog 'Lost Tycoon'.

Ivana Trump låste sig efterfølgende inde i et værelse i parrets hjem, og da hun vendte tilbage til soveværelset næste morgen, var Donald Trump der stadig, skriver Harry Hurt i Lost Tycoon.

- Da hun med skræk ser på alt det afrevne hår i sengen, stirrer han på hende og siger med truende ro: "Gør det ondt?"

Forfatteren skriver, at Ivanas nærmeste bekræfter, at hun har fortalt dem en lignende historie, men der kom aldrig en politisag ud af det.

Jeg er i bund og grund Donald Trumps første hustru, OK?

Ivana Trump, ekshustru

Ivana Trump endte med at få et større pengebeløb, forældremyndigheden over børnene og Trumps navn med sig ud af ægteskabet. Hun bærer stadig eksmandens efternavn og har brugt det til at tjene penge på.

Da Donald Trump stillede op som præsident i 2016, ville hun ikke længere stå ved anklagerne.

- Som kvinde følte jeg, at han overskred mine grænser, fordi den kærlighed og intimitet, han normalt udviste mod mig, var væk. Jeg refererede til det som voldtægt, men jeg ønsker ikke, at mine ord skal fortolkes bogstaveligt eller i strafferetlig forstand, sagde Ivana Trump til New York Post i 2016.

En rigtig playboy

I dag er hun på venskabelig fod med sin eksmand, og i 2017 fortalte hun ABC News, at de taler sammen i telefonen hver anden uge, efter at Donald Trump er blevet præsident.

- Jeg er i bund og grund Donald Trumps første hustru, OK? Jeg er førstedamen, OK?, sagde hun til den amerikanske tv-station.

Ivana Trump i 2017.

Allerede dengang hun betegnede sig selv som rigmandens ”hustru-tvilling”, dukkede spørgsmålet om Donald Trump som USA’s præsident op i medierne.

For eksempel i et interview med mandebladet Playboy, der i 1990 også ville besvare spørgsmålet: Hvem er Donald Trump?

Donald Trump på forsiden af mandebladet Playboy i 1990, lige før han kom i alvorlige økonomiske vanskeligheder.

Her lykkedes det rigmanden at bilde bladets journalist ind, at Trumps kasinoer var ”en pengegejser på 50 millioner dollars om ugen” – selvom sandheden var en anden. Det største af dem gik konkurs året efter interviewet, og Donald Trumps økonomi var i vanskeligheder.

Han afviste dengang at stille op som præsident – medmindre ”vores land er på vej i kloakken”, men så ville han også blive bedre end nogen af sine forgængere.

Han politiske program stod allerede klart dengang.

Jeg tænker ofte på atomkrig

Donald Trump, 1990

Donald Trump fortalte til Playboy, at han som præsident ville lægge afgift på varer fra Tyskland og Japan, øge brugen af dødsstraf, være mere mistænksom over for USA’s allierede og opbygge et ekstremt stærkt militært arsenal.

Og så blev rigmanden spurgt:

- Hvad er præsident Trumps langtidsudsigter for fremtiden?

Svaret er stadig foruroligende den dag i dag:

- Jeg tænker på fremtiden, men jeg vil ikke tegne et billede af den. Alt kan ske, men jeg tænker ofte på atomkrig.

- Jeg mener, at den største af alle dumheder er, at folk tror, at det aldrig vil ske, fordi alle ved, hvor ødelæggende det vil være og derfor ikke bruger våbnene. Sikke noget vås.

Donald Trump i 2019.