Iransk olietanker har forladt Gibraltar trods protester fra USA

16x9
Adrian Darya-1, som tidligere hed Grace 1, har forladt Gibraltar. Foto: Jon Nazca / Ritzau Scanpix

Et iransk tankskib har søndag forladt havnen i Gibraltar. USA forsøgte indtil det sidste at forhindre det.

En iransk olietanker forlod sent søndag aften havnen i Gibraltar, hvor det har været tilbageholdt i britisk territorium siden begyndelsen af juli.

Det fremgår af hjemmesiden Marine Traffic, som overvåger skibstrafikken over hele verden. Her ses det, at olietankeren sejler i Middelhavet mod øst og har angivet den græske by Kalamata som næste destination.

Irans ambassadører i Storbritannien, Hamid Baeidinejad, bekræftede klokken 1:25 natten til mandag dansk tid på Twitter, at skibet var på vej mod internationalt farvand, efter at han tidligere søndag havde skrevet, at "fartøjet forventes at afsejle i aften".

Ignorerede protester fra USA

På trods af protester fra det amerikanske justitsministerium besluttede højesteret i Gibraltar torsdag, at olieskibet skulle frigives. Dagen efter udstedte USA en arrestordre på skibet, men den valgte Gibraltar ikke at efterkomme.

De amerikanske myndigheder har sat skibet i forbindelse med Irans Revolutionsgarde, som i USA er opfattet som en terrororganisation.

Derfor har USA krævet skibet tilbageholdt og lasten, der består af mere end to millioner tønder råolie, beslaglagt.

Men Gibraltar har afvist at følge ordren fra USA med henvisning til, at de sanktioner, som EU har mod Iran, ikke er lige så vidtrækkende som dem, USA kan gøre brug af.

Myndighederne understreger i den forbindelse, at Irans Revolutionsgarde ikke anses som en terrororganisation i hverken EU, Storbritannien eller Gibraltar.

Skiftede navn

Olietankeren blev opbragt med hjælp fra britiske marinesoldater 4. juli. Det skete, efter mistanke om at skibet var på vej med råolie til Syrien i strid med EU's sanktioner. Iran har afvist, at det er tilfældet og krævet skibet frigivet.

Søndag blev det iranske flag på olietankeren hejst, ligesom at skibet fik et nyt navn malet på skroget. Således ændrede fartøjet navn fra Grace 1 til Adrian Darya-1.

Spændingerne mellem USA og Iran er taget til, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år trak USA ud af atomaftalen med Iran.

USA besluttede i den forbindelse at genindføre en række sanktioner mod Iran, som i høj grad har påvirket landets olieeksport.