Udland

Trump skaber forvirring om sit besøg i Danmark

Statsminister Mette Frederiksen regner stadig med, at den amerikanske præsident kommer til Danmark.

Det Hvide Hus og Statsministeriet har tidligere annonceret, at den amerikanske præsident, Donald Trump, kommer til Danmark på statsbesøg 2.-3. september.

Men i et interview søndag aften dansk tid var meldingen fra præsidenten uklar i forhold til besøget i Danmark.

- Vi er en af Danmarks allierede, og vi hjælper Danmark, og vi beskytter Danmark. Jeg overvejer at tage dertil (Danmark, red.), svarede Donald Trump på et spørgsmål, der handlede om USA's interesse for Grønland.

- Det er meningen, at jeg snart skal derover. Jeg tænker på at tage derover, jeg gør det ikke nødvendigvis, men vi tager til Polen, og så tager vi måske til Danmark. Men ikke på grund af det her (Grønland, red.) overhovedet, sagde Donald Trump.

Statsminister Mette Frederiksen (S), der i øjeblikket er på besøg i Grønland, siger til TV 2, at hun regner med, at Donald Trump kommer til Danmark i september.

- Vi lægger til grund, at der kommer et besøg af den amerikanske præsident. Og vi er i gang med forberedelserne til det, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren understreger, at hun frem til statsbesøget vil fokusere på selve besøget og ikke alt muligt andet.

- Jeg vil fokusere på det vigtige, nemlig det historiske samarbejde mellem USA og Danmark. Det er det danske udgangspunkt for et forhåbentligt snart kommende besøg af den amerikanske præsident, siger Mette Frederiksen.

Dronningen har inviteret præsidenten

Donald Trumps Danmark-besøg blev offentliggjort 31. juli, i forbindelse med at den amerikanske præsident også annoncerede et visit til Polen.

Det er dronning Margrethe, der har inviteret Donald Trump på et officielt statsbesøg. Planen er, at han skal ankomme til Danmark 2. september, efter han dagen forinden har besøgt Polen.

Trump, der ankommer sammen med sin hustru, Melania Trump, skal blandt andet mødes med statsminister Mette Frederiksen og danske erhvervsfolk, og under det to dage lange besøg vil præsidenten også mødes med den færøske lagmand og formanden for det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut.

Læs om forberedelserne til besøget her.

Trumps tre forgængere, Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama, besøgte også Danmark under deres tid som præsidenter.