Mette F. efter bekræftet amerikansk interesse: Grønland er ikke til salg
En økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus bekræftede søndag, at Donald Trump er interesseret i at købe Grønland.
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), slår søndag fast, at Grønland ikke er til salg.
Det gør hun, fordi det tidligere på dagen blev bekræftet, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har sine øjne rettet mod den store ø.
- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, siger Mette Frederiksen til den grønlandske avis Sermitsiaq. Mette Frederiksen er på besøg i Grønland søndag og mandag.
Adskillige amerikanske medier citerede fredag anomyme kilder, der fortalte, at Donald Trump var interesseret i at købe Grønland.
Larry Kudlow, der er økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, bekræftede søndag interessen.
- Det er en interessant historie. Og den udvikler sig hele tiden. Vi kigger på det, men vi ved det ikke. For mange år siden ville Harry Truman også købe Grønland.
- Danmark ejer Grønland. Danmark er en allieret. Og Grønland er et strategisk sted deroppe. De har mange værdifulde mineraler. Jeg vil ikke forudse noget, men jeg siger bare, at præsidenten, der ved en ting eller to om at købe ejendomme, ønsker at kigge på potentielt at købe Grønland, lød det fra Larry Kudlow i et nyhedsprogram på Fox News.
Både Grønland og Danmark har afvist et salg
Den grønlandske og den danske regering har indtil nu været tilbageholdende med kommentarer, eftersom der ikke har været et officielt amerikansk udspil.
Men begge lande afviser pure, at der kan blive tale om et salg.
- Grønlands regering har jo sagt meget klart, at Grønland ikke er til salg, men er i øvrigt åben over for samarbejde og samhandel. Og den holdning deler den danske regering fuldstændig. Grønland er ikke til salg hverken for dollars, rubler eller andre valutaer. Men vi glæder os til præsidentens besøg og til at diskutere de store og vigtige udfordringer, der er i det arktiske område, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod til TV 2 fredag, da historien endnu kun byggede på anonyme kilder.
Danske politikere har nærmest stået i kø for at tage afstand fra historien om et muligt køb af Grønland.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har kaldt det "en aprilsnar", mens Dansk Folkepartis Søren Espersen har betegnet det som "det endegyldige bevis på, at Trump er blevet vanvittig".
Kan ikke lade sig gøre
Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen har også afvist et salg. Og så længe selvstyret i Grønland er af den holdning, kan et salg ikke blive en realitet.
Det skyldes dels, at FN efter Anden Verdenskrig lavede regler for oprindelige folk, der ifølge adjunkt på Grønlands Universitet Rasmus Leander Nielsen gør det umuligt for Danmark at sælge den store ø hen over hovedet på en grønlandske folk.
- Og dels slår selvstyreloven fra 2009 klart fast, at grønlænderne er deres eget folk. Så det er et meget klart nej til spørgsmålet om, hvorvidt Grønland er Danmarks til at sælge, siger Rasmus Leander Nielsen.
Kan være en gylden mulighed
Den amerikanske interesse kan vise sig at være en gylden mulighed for Danmark og Grønland i form af øget samarbejde, vurderer militæranalytiker Hans Peter Michaelsen.
Han forklarer, at der i øjeblikket ikke er nogen almindelig overvågning af Grønland. Der er huller i det danske ansvarsområde, så man reelt ikke ved, hvad der foregår.
- Danmark har ansvaret for søredning og så videre i området, men vi har slet ikke et beredskab, som vi kender det fra Storebælt eller Øresund. Der er isbjerge og elendigt vejr deroppe, og hvis et krydstogtskib kom i vanskeligheder, så kunne vi ikke redde det. Kan vi få et samarbejde i stand med amerikanerne, så vil det være til vores fordel, siger han.
Og, tilføjer han, så kan et dansk-amerikansk samarbejde omkring Grønland også bruges i den tilspidsede diskussion om de danske forsvarsudgifter. USA har kritiseret Danmark skarpt for ikke at bruge to procent af vores bruttonationalprodukt på forsvaret – som vi ellers har forpligtet os til.
- Det er klassisk, at når man diskuterer de danske militærudgifter, så har vi spillet Grønland-kortet overfor amerikanerne. Det lyder nogenlunde sådan her: "Måske ofrer vi ikke så mange penge på forsvaret, som vi burde, men til gengæld stiller vi Grønland til rådighed for amerikansk militær". Det er meget sandsynligt, at det argument kommer op igen, siger Hans Peter Michaelsen.
Har før prøvet at købe Grønland
Der bor omkring 56.000 personer på Grønland, der er verdens største ø. Geografisk ligger Grønland i Nordamerika, nordøst for Canada, men historisk, politisk og økonomisk er landet tæt knyttet til Europa.
Grønland, som blev koloniseret af Danmark i 1720'erne, har siden 2009 haft selvstyre i rigsfællesskab med Danmark. I 1946 tilbød USA at betale 100 millioner dollar for Grønland efter først at have flirtet med tanken om at bytte et landområde i Alaska for Grønland.
Donald Trump besøger Danmark 2. og 3. september.