Trump leger ifølge medier med tanken om at købe Grønland: - Det ville ikke være et dumt træk, siger analytiker

USA's præsident skal flere gange have luftet tanken om at købe Grønland, siger kilder til Wall Street Journal.

USA's præsident overvejer idéen om at købe Grønland. Det siger flere anonyme kilder, der har kendskab til sagen, til de amerikanske aviser Wall Street Journal og Washington Post samt til CNN.

Også flere andre internationale medier - heriblandt New York Post, The Guardian og Huffington Post - skriver om sagen.

Donald Trump skal ifølge de anonyme kilder gentagne gange - med varierende grad af alvor - have luftet tanken om at købe verdens største ø over for sine rådgivere.

Uklart, hvordan USA vil gribe køb an

Kilderne fortæller, at Trump ved både møder, middage og samtaler skal have spurgt sine rådgivere, hvorvidt USA ville kunne købe Grønland. Præsidenten skal desuden flere gange have engageret sig i drøftelser om Grønlands ressourcer og geopolitiske vigtighed.

Ifølge to af de kilder, der har talt med Wall Street Journal, skal Trump have bedt en rådgiver i Det Hvide Hus om at undersøge muligheden nærmere.

Nogle af præsidentens rådgivere har støttet ham i idéen med argumenter om, at det vil være økonomisk rentabelt, mens andre har affejet Trumps spørgsmål som en flygtig fascination, der aldrig kan blive til virkelighed.

Det er desuden uklart, hvordan USA konkret ville gribe et ønske om at købe Grønland an, hvis det skulle udvikle sig til en seriøs tanke fra præsidenten, skriver Wall Street Journal.

Grønland, som blev koloniseret af Danmark i 1720'erne, har siden 2009 haft selvstyre i rigsfællesskab med Danmark.

Løkke: Det må være en aprilsnar

Det har ikke været muligt for Wall Street Journal at få en kommentar fra hverken Grønland eller Danmark. Heller ikke Det Hvide Hus har svaret på avisens forespørgsel.

Danske politikere står dog i kø for at kommentere historien på Twitter. Og hos dem lader historien til at være noget af en vittighed, som aldrig vil kunne blive til virkelighed.

Tidligere statsminister Lars Løkke skriver således:

- It must be an April Fool’s Day joke... but totally out of season! (Det må være en aprilsnar... men helt uden for sæsonen.)

Også de radikales Martin Lidegaard, som er tidligere udenrigsminister, håber på, at der er tale om en joke:

- Trump købe Grønland?! Forhåbentlig en joke, men ellers forfærdelig tanke med risiko for militarisering af Grønland og mindre selvstændighed til det grønlandske folk - udover stort tab for Danmark.

Den tidligere udviklingsminister Søren Pind reagerer også på historien med en kæk bemærkning på Twitter.

- Nå. Men jeg tror, vi beholder vores 370.000.000 tønder land...

Enhedslistens Pernille Skipper skriver på Twitter, at Trumps mulige planer om et køb af Grønland hører til i en anden tid.

- Det siger voldsomt meget om Trump, at han rent faktisk tror, at man kan købe et helt land og et helt folk. Grønland er grønlændernes og det her er ikke 1800-tallet. Ikke til salg!

Tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov afviser også et salg af Grønland:

- Out of all things that are not going to happen this is the most unlikely. Forget it. (Ud af alle de ting, der ikke kommer til at ske, så er det her den mest usandsynlige. Glem det.)

USA-analytiker: Det virker skørt, men det er det faktisk ikke

USA-analytiker Mirco Reimer-Elster mener, at det er meget plausibelt, at Trump har vist interesse for at købe Grønland.

- Ved første øjekast lyder historien jo helt skør, men fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv ville det faktisk ikke være et dumt træk fra amerikansk side, siger han og tilføjer:

- Hvis det var sket under enhver anden præsident, så ville alle vide, at det ikke havde gang på jord. Men med Trump tænker man "jaaa...".

Og selvom købet højst sandsynligt aldrig kommer til at ske, så er det en stor historie, som det ikke er overraskende, at de amerikanske medier tager op.

- Det er en oplagt historie at køre. Den rummer alt. Forretningsmanden, som blev præsident, og nu vil han købe Grønland. Og så må vi heller ikke glemme, at den rummer en kæmpe geopolitisk vinkel og taler godt ind i klimadagsordenen, siger Mirco Reimer-Elster.

Han mener dog, at hvis Trump virkelig mener, at han vil komme med et bud på Grønland, så sidder han lige nu og skumler over, at historien er kommet ud i de amerikanske medier.

- Han må være pænt irriteret over, at de angivelige interne diskussioner, der har været om sagen, kommer ud på den måde. Specielt her tre uger før hans besøg i Danmark. Den ville han nok helst selv have serveret for Mette Frederiksen.

Ikke første gang, USA vil købe Grønland

Mens det er uklart, hvor langt Trump vil gå med idéen, anser USA Grønland som et vigtigt land for amerikanske interesser.

Og det er ikke første gang, at en amerikansk præsident formulerer tanker om at købe Grønland, skriver nyhedsbureauet AP.

Det er ikke første gang, at amerikanerne tænker på at købe Grønland.
Det er ikke første gang, at amerikanerne tænker på at købe Grønland. Foto: Magnus Kristensen / Ritzau Scanpix

I 1946 tilbød USA at betale 100 millioner dollar for Grønland efter først at have flirtet med tanken om at bytte et landområde i Alaska for Grønland.

Der bor omkring 56.000 personer i Grønland, som med et areal på 2.180.000 kvadratkilometer er verdens største ø, som ikke er et kontinent.

Geografisk ligger Grønland i Nordamerika, nordøst for Canada, men historisk, politisk og økonomisk er landet tæt knyttet til Europa.

Trump besøger Danmark 2.-3. september, og her vil både Grønland og arktiske spørgsmål være på dagsordenen.

Præsidenten vil mødes med både statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen.