Terrorsigtet nordmand erkender de faktiske omstændigheder - men tager ikke stilling til skyld

16x9
Terrorsigtede Philip Manshaus har endnu ikke taget stilling til, om han er skyldig eller uskyldig. Foto: Cornelius Poppe / Ritzau Scanpix

21-årige Phililp Manshaus, der er sigtet for drab og terror, har tidligere ikke villet udtale sig til politiet. Men torsdag ændrede han mening.

Norske Philip Manshaus, der er sigtet for drab og terror, blev fredag afhørt af politiet.

Her kom det frem, at den 21-årige nordmand erkender "de faktiske omstændigheder" i sagen, men at den sigtede endnu ikke har taget stilling til skyldsspørgsmålet.

Han ønsker at afgive forklaring, og det var han klar til nu

Manshaus' forsvarer

Det skriver NRK.

- Hans forklaring har givet et vigtigt bidrag i forhold til den videre efterforskning, siger anklager Pål-Fredrik Hjort Kraby til det norske medie.

Anklageren siger til mediet VG, at den sigtede også har forklaret motivet bag sine handling, men Pål-Fredrik Hjort Kraby uddyber ikke, hvad det var.

Philip Manshaus har tidligere benyttet sin ret til ikke at udtale sig. Men torsdag fortalte hans forsvarer, Unni Fries, at han alligevel gerne ville forklare sig over for politiet.

Hvorfor han ændrede mening, ville forsvarsadvokaten ikke kommentere, men hun afviste, at det hang sammen med, at politiet overvejede at tvangsindlægge den sigtede:

- Det gør det ikke. Mit indtryk er, at det er helt frivilligt fra hans side. Han ønsker at afgive forklaring, og det var han klar til nu, fortalte Unni Fries.

Overmandet under angreb

Philip Manshaus, der stammer fra Bærum nær Oslo, drog lørdag til byens al-Noor moske.

Ifølge den norske avis Aftenposten var han iklædt uniform, og The Guardian skriver, at han var bevæbnet med en pistol og to geværer. Informationer, politiet indtil videre ikke har bekræftet.

I moskeen begyndte den 21-årige at skyde omkring sig, hvor en enkelt blev lettere såret. Inden for kort tid blev han dog overmandet af to ældre mænd, der var tilstede i bygningen.

De to mænd fastholdt Philip Manshaus, indtil politiet ankom og anholdte ham.

Philip Manshaus var tydeligt forslået, da han sammen med sin forsvarsadvokat ankom til grundlovsforhør lørdag - sandsynligvis på grund af den behandling han fik af de to mænd, der tilbageholdt ham.
Philip Manshaus var tydeligt forslået, da han sammen med sin forsvarsadvokat ankom til grundlovsforhør lørdag - sandsynligvis på grund af den behandling han fik af de to mænd, der tilbageholdt ham. Foto: Cornelius Poppe / Ritzau Scanpix

To timer efter angrebet fandt politiet liget af gerningsmandens 17-årige stedsøster i hans lejlighed i Bærum.

Lørdag sigtede norsk politi den unge nordmand for terror og drab, og efter grundlovsforhøret samme dag blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Manshaus indtil videre har nægtet sig skyldig i sigtelserne.

Efterretningstjeneste kendte Manshaus inden angreb

I tiden op til angrebet havde Philip Manshaus ytret højreekstremister på fora på internettet.

I beskeder slået op på intetnetforaene 4Chan og den nyere Endchan beskrev Philip Manshaus sig som værende blevet ”udvalgt” af Sankt Tarrant.

Sankt Tarrant er en henvisning til Brenton Tarrant, der stod bag terrorangrebet på to moskéer i Christchurch, New Zealand, i marts, hvor 51 personer blev skudt og dræbt.

- Min tid er slut, jeg blev trods alt udvalgt af Sankt Tarrant … Vi kan ikke lade dette fortsætte, du er nødt til at klare racekrigen i det virkelige liv … det har været sjovt, har Philip Manshaus skrevet i et af sine opslag.

Og faktisk var Norges efteretningstjeneste, PST, blevet advaret om ham et år forinden.

– PST modtog et tip om den sigtede for omkring et år siden, sagde PST-chef Hans Sverre Sjøvold på en pressekonference mandag.

Han fortalte videre, at PST sammen med Oslo Politi ikke undersøgte tippet nærmere.

- Tippet var meget vagt, og det gik ikke i retning af en forestående planlægning af terror.