Ebola spreder sig igen trods ny kur – vaccineret kvinde har mistet livet

Den afdøde kvinde var blevet diagnosticeret med ebola en måned tidligere og var derfor forsøget kureret med ny succesfuld vaccine.

Godt et år efter ebolaudbruddet i Kivu-regionen i DR Congo blev konstateret, har det vist sig sværere og sværere at få under kontrol.

Fredag har udbruddet for første gang spredt sig til en ny region.

Vi tror, at vi vil fĂĄ epidemien under kontrol inden for tre til fire mĂĄneder

DR Congos sundhedsminister

To tilfælde - en 24-årig mor og hendes datter – er blevet identificeret i Mwenga-området i det sydlige Kivu tæt på grænsen til nabolandet Rwanda. Moren har mistet livet, mens datteren er under behandling.

Det skriver The Guardian.

Vaccineret med gennembrudsvaccine

Den afdøde kvinde blev diagnosticeret med ebola i juli. Hun blev smittet i byen Beni cirka 700 kilometer nord for Mwenga-området.

Derfor var kvinden blevet vaccineret med en forsøgsvaccine, som den seneste uge er blevet udråbt som et nyt vendepunkt i kampen mod ebola.

- Efter flere undersøgelser uden for DR Congo og vores egen undersøgelse lavet i samarbejde med NIH (det nationale sundhedsinstitut, red.) kan vi nu sige, at vi har fundet en løsning på den dødelige sygdom. Vi har udviklet et antistof, som vi kalder mAb114, der kan gives til de smittede. Med vores produkt giver vi en enkelt indsprøjtning, og de syge er kureret, lød det fra direktøren for DR Congos internationale institut for biomedicinsk forskning, Jean Jacque Muyembe, på et pressemøde torsdag aften.

Her var landets sundhedsminister også til stede. Ifølge ham er der nu meget lyse udsigter for at få bugt med udbruddet:

- Vi tror, at vi vil fĂĄ epidemien under kontrol inden for tre til fire mĂĄneder med de nye strategier.

Ikke 100 procent sikker

Trods de store medicinske fremskridt er vaccinen ikke 100 procent effektiv. Ifølge The Guardian har cirka 97 procent gavn af den.

Det kan altså være svaret på, at den 24-årige ikke blev kureret, men bar den ekstremt smitsomme sygdom til en hidtil uberørt region og senere mistede livet til ebola.

I juli spredte sygdommen sig for første gang fra landområder i Kivu til en millionby, da et tilfælde blev opdaget i regionshovedstaden Goma.

Det fik dengang verdens sundhedsorganisation, WHO, til at erklære udbruddet for en international nødsituation.

Ifølge Læger Uden Grænsers seneste opgørelse har 2687 mennesker været smittet med ebola siden epidemien brød ud 1. august sidste år til 6. august i. Heraf har 1866 mennesker mistet livet.

Det gør det til det andet største ebolaudbrud nogensinde.