Seks betjente er ramt af skud i Philadelphia - stærkt bevæbnet gerningsmand er anholdt

Forhandlere fra politiet forsøgte i timevis at få den mistænkte mand til at lægge våbnene fra sig og overgive sig. Manden er nu anholdt.

Seks politibetjente i Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania er onsdag blevet ramt af skud under en narkorazzia i en ejendom i den nordlige del af byen.

Ingen af betjentene kom alvorligt til skade, og deres tilstand beskrives som stabil af byens politi ifølge flere medier. Philadelphia Politi oplyser på Twitter, at alle betjente er blevet udskrevet fra sygehuset.

Da betjentene med en ransagningskendelse stormede op ad en trappe i huset blev de beskudt af en mand, der befandt sig nedenunder med en AK-47 militærriffel, som han affyrede op gennem et loft.

Politiet besvarede ilden. Adskillige betjente flygtede ud af huset gennem vinduer og døre.

To betjente fanget i fem timer

Den kraftigt bevæbnede gerningsmand blev efter flere timers forhandling med politiet anholdt tidligt torsdag morgen dansk tid, oplyser nyhedsbureauet AP.

To betjente, som ikke nåede at slippe ud af ejendommen, da skyderiet begyndte omkring klokken 16.30 lokal tid, er blevet reddet ud af en specialenhed efter at have været fanget på stedet i fem timer sammen med den mistænkte gerningsmand.

Gerningsmanden har forskanset sig og er stærkt bevæbnet.
Gerningsmanden har forskanset sig og er stærkt bevæbnet. Foto: Mark Makela / Ritzau Scanpix

- Jeg er en smule vred over, at nogen har så megen ildkraft, sagde Philadelphias borgmester, Jim Kenney.

Ifølge NBC blev en mulig medsammensvoren anholdt tidligere på natten.

Universitet lukket ned

Tv-optagelser fra stedet viser betjente, der søger dækning bag biler i et boligkvarter, hvor flere gader er blevet afspærret.

Desuden er en del af Temple University, der ligger i nærheden, under såkaldt lockdown. Det vil sige, at ingen kan forlade eller bevæge sig ind i bygningerne.

En person i området fortæller til NBC Philadelphia, at hun hørte en serie af skud blive affyret, inden politiet ankom til stedet. Det føltes som "krig", siger kvinden.

På Twitter og andre sociale medier advarede politiet folk om at holde sig væk fra området, ligesom politiet advarede mod brugen af private droner i området.