Udland

Rapperen A$AP Rocky skyldig i voldeligt overfald på 19-årig

Den verdenskendte musiker slipper for fængsel - men retten afviser, at han handlede i selvforsvar, da han kom op at slås i Stockholm i juni.

Den amerikanske rapper A$AP Rocky er blevet fundet skyldig i et voldeligt overfald på en 19-årig mand i Stockholm og har fået en betinget fængselsstraf.

Det samme er to personer fra rapperens følge i Sverige, og tilsammen skal de tre betale offeret 12.500 svenske kroner.Det står der i dommen, som netop er blevet udleveret til journalister og læst op på svensk SVT.

Billeder fra vidners telefon frigivet under retssagen, der ifølge anklageren viser A$AP Rocky og flere fra hans følge overfalde den 19-årige mand.

A$AP Rocky slipper dermed for at afsone mere, medmindre han begår noget strafbart i Sverige i prøveperioden, som er de kommende to år.

- Det lyder bestemt ikke godt, siger A$AP Rockys mor Renee Black i en første kommentar fra familien til dommen.

A$AP Rocky selv har ikke kommenteret rettens afgørelse. Søndag sagde han til publikum under en koncert i Californien, at 'det var en uheldig begivenhed og jeg prøver bare at forblive velsignet'.

- Forhåbentlig skal vi ikke tilbage i fængsel eller sådan noget. Det ville være vanvittigt, sagde rapperen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Trump har blandet sig

Sagen har skabt overskrifter verden over - specielt efter at USA's præsident, Donald Trump, blandede sig og bad Sveriges statsminister løslade den verdenskendte rapper.

Statsminister Stefan Löfven afviste at blande sig i rettens arbejde, og i dag er det derfor dommerne i retten, der har sat det - foreløbigt - sidste punktum i sagen.

19-årig blev tæsket og sparket

Sagen startede for den 30-årige rapper, da han blev anholdt i Sverige natten mellem 2. og 3. juli.

I alt blev fire personer anholdt efter et slagsmål, der fandt sted 30. juni, mens rapperen var i Sverige for at spille til hiphopfestivalen Smash X Stadion i den svenske hovedstad Stockholm.

A$AP Rocky forklarede, at overfaldet skete i selvforsvar, fordi den 19-årige mand angiveligt forfulgte og provokerede ham og hans følge.

Derfor var den 19-årige mand, som ifølge tiltalen blev tæsket og sparket, i første omgang også sigtet i sagen. Men sigtelsen blev senere frafaldet, da det blev vurderet, at manden handlede i nødværge.

Retten: Ingen bevis for selvforsvar

Rettens dommere godtog ikke A$AP Rockys forklaing om, at han havde handlet i selvforsvar - eller nødværge, som retten kalder det.

Det bygger retten på to unge kvindes forklaringer og optagelser, som mindst en af kvinderne har lavet med mobiltelefon.

Modsat har retten dog ikke fundet bevis for, at den 19-årige blev slået med en flaske, som det ellers har været fremme.

Lover at komme til Sverige igen

A$AP Rockys advokat er skuffet over dagens dom.

- Vi er skuffede, da vi havde håbet på en fuldstændig frifindelse, siger forsvarer Slobodan Jovicic på et pressemøde efter dagens dom.

Det er for tidligt at sige, om de tre anker deres domme. Men trods dagens dom lover advokaten, at A$AP Rocky nok skal komme tilbage til Sverige en dag.

Trump fik sagen til at eksplodere

Sagen eksploderede for alvor tre uger senere, da Donald Trump 20. juli kontaktede den svenske statsminister, Stefan Löfven.

Trump bad om at få rapperen løsladt, men den svenske statsminister svarede, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".

Derefter skrev Trump flere opslag på Twitter om sagen.

Og sagen voksede derfra i en grad, der fik den svenske USA-ambassadør til at afbryde sin ferie 24. juli for at håndtere presset mod ambassaden som følge af sagen.

Omfavnede mor efter løsladelse

A$AP Rocky sad bag tremmer i Sverige frem til 2. august, hvor han fik lov at rejse hjem til USA, mens han afventede sagens dom.

Da den amerikanske rapper blev løsladt efter en måneds varetægtsfængsel, var der stor jubel på tilhørerpladserne. Og det var en tydeligt glad A$AP Rocky, der omfavnede sin mor og andre pårørende i retslokalet.

- Jeg er meget glad, lød det fra hans mor Renee Black, da hun gik forbi pressefolkene uden for retssalen.

De første reaktioner fra rapperen selv faldt dengang på det sociale medie Instagram.

- Tak af hele mit hjerte til alle mine fans, venner og alle i verden, der støttede mig i løbet af de seneste uger. Jeg kan overhovedet ikke forklare, hvor taknemmelig jeg er for jer alle, skrev han.

Den svenske anklagemyndighed gik efter seks måneders fængsel til rapperen, som bærer det borgerlige navn Rakim Mayers.