A$AP Rockys efter voldsdom: Jeg er selvfølgelig skuffet

16x9
A$AP Rocky skal betale 12.500 svenske kroner i erstatning til sit offer. Foto: Guillaume Horcajuelo / Ritzau Scanpix

Den amerikanske rapper skal ikke i fængsel efter at have tævet en 19-årig mand.

Den amerikanske rapper A$AP Rocky er skuffet over, at han ved byretten i Stockholm er blevet idømt en betinget fængselsstraf for vold og gadeuorden.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over dagens dom, skriver A$AP Rocky på Instagram.

Rapperen har allerede siddet varetægtsfængslet i 30 dage.

Derfor slipper han for at afsone mere, medmindre han begår noget strafbart i Sverige i prøveperioden, som er de kommende to år.

Udover den betingede fængselsstraf skal han sammen med to andre dømte betale 12.500 svenske kroner - svarende til godt 8.600 danske kroner - i erstatning til det 19-årige offer.

- Det lyder bestemt ikke godt, lød det fra A$AP Rockys mor Renee Black i den første kommentar fra familien til dommen.

Sagen kan blive anket

Anklageren Daniel Suneson gik efter seks måneders fængsel. Til Expressen siger han:

- Byretten kommer frem til samme vurdering som jeg med en stor undtagelse. De tror ikke, at flasken blev brugt til mishandling.

Daniel Suneson henviser til, at en flaske spillede en central rolle i retssagen.

I sit opslag på Instagram takker A$AP Rocky, alle der hjalp ham.

- Jeg vil igen sige tak til alle mine fans, venner og alle der viste mig kærlighed i denne svære tid. Tak til mit hold, mit management, advokater, pladeselskab og alle der arbejdede for retfærdighed.

A$AP Rocky kan dog stadig risikere at komme i fængsel.

- Jeg vil endnu ikke kommentere, omt der skal appelleres. Jeg vil først læse dommen mere omhyggeligt, siger Daniel Suneson.