Trump: Kinesiske tropper ved Hongkongs grænse
I Hongkong går rygter om, at militære styrker fra Kina er ved at samle sig på grænsen til Hongkong, klar til at blive sat ind mod demonstranterne.
Lufthavnen i Hongkong var tirsdag aften præget af sammenstød mellem kampklædte politistyrker og demonstranter, der for femte dag i træk har indtaget den travle lufthavn.
Politiet har affyret peberspray for at sprede demonstranterne.
Tv-billeder fra lufthavnen viste, at demonstranter havde taget en mand, som de mistænkte for at være politispion, til fange inde i lufthavnsbygningen og bundet ham til en bagagevogn.
Den kinesiske avis Global Times skrev senere, at der var tale om en af avisens journalister.
- Han er der udelukkende i sin egenskab af journalist. Jeg beder indtrængende demonstranterne om at løslade ham, skrev avisens chefredaktør Hu Xijin på Twitter.
Myndighederne har aflyst alle afgange fra lufthavnen tirsdag, oplyser nyhedsbureauet Reuters. Ifølge CNN er alle rejsende blevet opfordret til at holde sig væk fra lufthavnen.
Dagens voldsomme sammenstød i lufthavnen kommer efter ti ugers protester, demonstrationer og voldelige sammenstød i Hongkong. Uroen startede med protester mod en ny udleveringslov, der ville betyde, at sigtede personer i Hongkong kunne risikere at blive udleveret til retsforfølgelse i Kina.
'Se lige vores by'
Forslaget blev senere ’udskudt’, men ikke fuldstændigt taget af bordet. Protesterne fortsatte imidlertid, og demonstranterne kræver nu, at Hongkongs politiske leder Carrie Lam skal gå af.
Carrie Lam holdt i dag en pressekonference, hvor hun kom med en følelsespræget opfordring til demonstranterne om at stoppe protesterne.
- Prøv lige at se på vores by, vores hjem. Kan vi virkelig holde til at køre den i afgrunden og se den blive smadret i tusind stykker, spurgte hun.
Hun understregede samtidigt, at hun havde tænkt sig at blive ved magten og få stoppet urolighederne i samarbejde med centralregeringen i Kina.
- Centralregeringen har fortsat tiltro til, at jeg, regeringslederen i Hongkong, i samarbejde med politiet stadig er i stand til at løse krisen, sagde hun.
Centralregeringen har dog også signaleret, at den er klar til at gribe ind overfor det, som den kalder 'den spirende terrorisme' i Hongkong, hvis ikke det snart lykkes at få stoppet de voldelige protester.
I Hongkong går der rygter om, at militære styrker fra Kina er ved at samle sig på grænsen til Hongkong, klar til at blive sat ind mod demonstranterne. Den amerikanske præsident Donald Trump videregiver her til aften de forlydender i et tweet:
- Vores efterretningstjenester har underrettet os om, at den kinesiske regering flytter tropper til grænsen til Hongkong. Alle bør være rolige og sikre!, skriver Donald Trump.