Udland

Aktier styrtdykker i Argentina - frygt for ny statsbankerot

De argentinske aktier oplevede mandag det næststørste aktiefald på én dag i hele verden siden 1950.

De argentinske aktier oplevede mandag det næststørste aktiefald på én dag i hele verden siden 1950.

Investorer har travlt med at skille sig af med argentinske aktier, obligationer og pesoer af frygt for, at det latinamerikanske land har kurs mod endnu en statsbankerot.

Det skriver Bloomberg.

De nervøse investorer sendte mandag de argentinske aktier ned med 48 procent i dollarpriser. Det er det næststørste aktiefald på én dag i hele verden siden 1950.

Panik på finansmarkeder

Det voldsomme fald kom efter, at den venstreorienterede præsidentkandidat Alberto Fernandez fik overraskende stor opbakning ved weekendens primærvalg forud for præsidentvalget i oktober.

Og det gav panik på finansmarkederne.

- Investorerne er bange for, at Argentina derefter går i betalingsstandsning, og at lander dermed ikke kan betale sin gæld, siger TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard.

Ifølge Bloomberg er risikoen for det 75 procent.

- Derfor har investorer i de her dage travlt med at skille sig af med deres argentinske aktier og obligationer, forklarer han.

Fernandez fik 48 procent af stemmerne mod 33 procent til den siddende præsident Mauricio Macri, som han dermed væltede af pinden.

- Håbet om at Argentina bliver en bæredygtig, velfungerende økonomi er blevet ødelagt for nu, siger Patrick Wacker, der er porteføljeforvalter hos UOB Asset Management i Singapore, til Bloomberg.

- Jeg ser ingen lyspunkter i valgresultatet, siger han.

I Argentina klarede den venstreorienterede præsidentkandidat Alberto Fernandez sig forbavsende godt ved weekendens primærvalg - og det har gjort investorerne nervøse.

Milliardstor gæld forfalder snart

Argentina har flere finansielle kriser bag sig. Både i 2001 og 2014 blev landet erklæret konkurs, fordi det ikke kunne tilbagebetale sin gæld.

Men præsident Macri har de seneste år lavet flere aftaler med Den Internationale Valutafond. Dermed har han kunnet tøjle markedernes frygt og genopbygget investorernes tillid - men samtidig er utilfredsheden vokset hos de argentinske borgere.

- Folk er trætte af den skrappe sparepolitik, som Argentina er blevet tvunget ud i for at kunne leve op til kravene fra Den Internationale Valutafond, siger TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard.

Argentinere er trætte af sparepolitik

Situationen minder om de problemer, Grækenland har været i siden 2010, hvor landet har fået 2500 milliarder fra euro-landene og fra Den Internationale Valutafond. Til gengæld har landet været tvunget ud i en benhård sparepolitik, der har gjort hver fjerde græker arbejdsløs.

- I Argentina har de økonomiske indgreb blandt andet fået inflationen til at stige til 50 procent, så mange i dag har svært ved at betale deres daglige udgifter. Og så reagerer vælgerne, når de stemmer, siger Svenning Dalgaard.

Argentina har i 16 ud af de seneste 50 år været i recession. Og landet har måttet indgå over 20 låneaftaler med Den Internationale Valutafond for at kunne holde hånden under sin skrøbelige økonomi, skriver Finans.

Ifølge Bloomberg har Argentina en milliardstor gæld, som forfalder i 2019. Oven i det kommer lån og rentebetalinger for endnu flere milliarder dollars.

Det største aktiefald nogensinde på én dag var dengang aktierne faldt med 62 procent på Sri Lanka i 1989.