Udland

Terrorsigtet nordmand fængslet i fire uger

Den terrorsigtede nordmand gav selv sit samtykke til, at pressen fotograferede ham i retten.

Sigtelsen mod ham er udvidet, så den nu omfatter drab og forsøg på terror.

Den mistænkte for moskéskyderiet i Bærum, 21-årige Philip Manshaus, er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger, to af ugerne i fuld isolation uden mulighed for at få breve og besøg.

Af hensyn til efterforskningen blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre.

Inden grundlovsforhøret startede var der dog åbent for pressen. En tydeligt forslået Manshaus med to blå øjne, en hævet kæbe og blå mærker på halsen smilede flere gange anstrengt til de fremmødte fotografer og journalister.

Manshaus havde selv givet tilladelse til, at pressen var til stede.

Ifølge NRK er der ikke kommet konkrete trusler mod retsmødet. Alligevel afspærrede politiet området omkring Oslo tingrett.

– I alvorlige straffesager bliver der ofte sat gang i et omfattende apparat som i dag, siger operationsleder Magne Olsvold ved Oslo politi til NRK.

Den norske efterretningstjeneste, PST, har orienteret landets politidistrikter om en negativ udvikling i de højreekstreme miljøer. Det indebærer dog ikke, at PST har konkrete informationer om kommende angreb, lød det mandag på et pressemøde. Her kom det også frem, at PST for et år siden modtog tips om Philip Manshaus.