Udland

Norsk politi modtog tip om terrormistænkt for et år siden

Opslag på sociale medier antyder, at Philip Manshaus var inspireret af højreradikale angreb.

Den norske efterretningstjeneste, PST, var advaret om Philip Manshaus forud for lørdagens angreb på en moské i Bærum.

– PST modtog et tip om den sigtede for omkring et år siden, siger PST-chef Hans Sverre Sjøvold på en pressekonference mandag.

Han fortæller videre, at PST sammen med Oslo Politi ikke undersøgte tippet nærmere.

- Tippet var meget vagt, og det gik ikke i retning af en forestående planlægning af terror, siger Sjøvold.

Hans Sverre Sjøvold kan ikke sige, om PST har været i kontakt med Philip Manshaus i forbindelse med tippet.

En af journalisterne på pressemødet spurgte, hvad Hans Sverre Sjøvold tænker om det i dag.

- Det er altid vanskeligt at lave den vurdering i datid, men jeg forholder mig til, at der i sin tid er lavet en kvalificeret vurdering, siger Hans Sverre Sjøvold.

Pressemødet blev afholdt samtidig med, at Philip Manshaus bliver fremstillet i grundlovsforhør. Her vil anklagemyndigheden kræve Manshaus varetægtsfængslet i fire uger uden adgang til breve, besøg eller medier.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Nogle minutter var retslokalet i Oslo tingrett dog åbent for pressen. En tydeligt forslået Manshaus med to blå øjne, en hævet kæbe og blå mærker på halsen smilede flere gange anstrengt til de fremmødte fotografer og journalister.

Manshaus havde selv givet tilladelse til, at pressen var til stede.

Ifølge NRK er der ikke kommet konkrete trusler mod retsmødet. Alligevel afspærrede politiet området omkring Oslo tingrett.

– I alvorlige straffesager bliver der ofte sat gang i en omfattende apparat som i dag, siger operationsleder Magne Olsvold ved Oslo politi til NRK.

Sigtet for drab, drabsforsøg og terror

Tidligere i dag kom det frem, at det norske politi har udvidet sigtelsen efter et angreb på en moské nær hovedstaden, Oslo, til både drab, drabsforsøg og forsøg på omfatte terror.

I første omgang var den 21-årige Philip Manshaus mand sigtet for drab på sin stedsøster og drabsforsøg.

Unni Fries understreger, at Philip Manshaus fortsat nægter sig skyldig.

Politiet bekræfter oplysningerne.

– Det er på grund af efterforskningen, at vi har valgt at udvide sigtelsen. Vi har fået et bedre og bedre billede af, hvad der har sket, siger Grete Lien Metlid fra Oslo Politis afdeling for efterretning og efterforskning ifølge VG.

Lørdag forsøgte Philip Manshaus at lave et masseskyderi i moskéen Al-Noor Islamic Centre i Bærum.

Men i stedet for at begå massemord blev Philip Manshaus overmandet af en 65-årig mand i moskéen. Den 65-årige har forklaret, hvordan han holdt Manshaus nede, mens en anden slog Manshaus i hovedet.

Hylder højreradikale massemordere

Den norske avis Aftenposten skriver, at Manshaus skulle have været klædt i uniform og bevæbnet med flere våben.

Opslag på sociale medier antyder derudover, at Philip Manshaus var inspireret af højreradikale angreb i både New Zealand og USA.

Politiet bekræftede i weekenden, at Manshaus har delt højreekstreme holdninger på nettet.

I beskeder, slået op på intetnetforaene 4Chan og den nyere Endchan, beskrev Philip Manshaus sig som værende blevet ”udvalgt” af Sankt Tarrant.

Sankt Tarrant er en henvisning til Brenton Tarrant, der stod bag terrorangrebet på to moskéer i Christchurch, New Zealand, i marts, hvor 51 personer blev skudt og dræbt.

- Min tid er slut, jeg blev trods alt udvalgt af Sankt Tarrant … Vi kan ikke lade dette fortsætte, du er nødt til at klare racekrigen i det virkelige liv … det har været sjovt, har Philip Manshaus skrevet i et af sine opslag.

Brugte begreb fra anden terrorist

Philip Manshaus antydede samtidig, at han ville være den "tredje discipel", skriver NTB.

Det er et begreb, som Brenton Tarrant, benytter, siger Tore Bjørgo, der er professor ved Universitetet i Oslo og på Politihøgskolen og leder for Senter for ekstremismeforskning.

De to andre disciple skal have været gerningsmændene fra angrebet mod en jødisk synagoge i USA og Patrick Crusius, der stod bag masseskyderiet i El Paso, hvor 22 mennesker mistede livet.

Cathrine Thorleifsson, der er forsker ved Senter for ekstremismeforskning, siger, at den mistænkte på ekstremistiske fora er blevet hængt ud - frem for at blive anerkendt - efter angrebet, hvor ingen blev dræbt.

- Mange mobber ham for ikke at gennemføre, siger hun til Aftenposten.