Norsk efterretningstjeneste hæver trusselniveauet for højreekstreme angreb

16x9
Chefen for Politiets Sikkerhetstjeneste (PST), Hans Sverre Sjøvold, under mandagens pressemøde. Foto: Screendump / Pressemøde, PST

Grupper på internettet er én af årsagerne til, at den norske pendant til PET har hævet trusselniveauet fra højreekstremistisk terror.

Den norske efterretningstjeneste Politiets Sikkerhetstjeneste (PST) vurderer, at der er en øget risiko for højreekstreme angreb. Det siger den på et pressemøde mandag eftermiddag.

Lørdag blev én ramt ved et skyderi i en moské i Bærum ved Oslo. Politiet i Norge efterforsker sagen som en terrorhandling, da skytten har udtrykt højreekstremistiske og indvandringsfjendtlige holdninger.

Men allerede i maj hævede PST trusselniveauet for højreekstremistisk terror i Norge til "moderat", som er det tredje af fem trusselniveauer på PST's skala. Det fortalte chefen for PST, Hans Sverre Sjøvold, på pressemødet.

Dels skyldes det øgede trusselniveau, at man internationalt har set flere højreekstremistiske terrorangreb. Dels mener PST, at der er ved at udvikle sig en propagandaplatform, man ikke har set før, der blandt andet bruges til at udarbejde manifester og angrebsvideoer. Og derudover har de registreret opfordringer til sådanne aktioner i Norge fra internetgrupperinger, der har sympatisører i Norge.

Den øgede trusselvurdering betyder dog ikke, at PST har kendskab til konkrete planer om angreb, lød det fra PST-chefen på pressemødet.

PET: Truslen er øget

Herhjemme har Center for Terroranalyse, der hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET), skrevet, at de er opmærksomme på truslen fra højreekstremistiske enkeltpersoner og grupper.

- CTA vurderer, at terrortruslen fra politisk ekstremistiske miljøer i Danmark er begrænset, men at truslen fra personer med sympati for højreekstremisme er øget, kan man læse i rapporten 'Vurdering af terrortruslen mod Danmark' fra januar 2018.

Truslen retter sig særligt mod religiøse mindretal, asylcentre, flygtninge, migranter samt mod udvalgte politikere og berørte myndigheder, skriver CTA videre.