Texas gør klar til at slække på våbenlove efter massakre

16x9
I USA har nye skyderier det med at øge opbakningen hos den del af befolkningen, der går ind for den frie ret til at bære våben, forklarer ekspert. Foto: George Frey / Ritzau Scanpix

Lovændring gør det nemmere at være våbenejer og giver blandt andet ret til at have våben på skoleområder og ved kirker.

Fra næste måned får Texas nye våbenlove.

Men selvom den amerikanske delstat i sidste uge oplevede endnu et masseskyderi, er der ikke tale om en stramning af den nuværende lovgivning.

For mens lokalsamfundet i byen El Paso stadig er ved at komme sig efter angrebet, der kostede 22 mennesker livet, træder ti nye love i kraft, der gør det nemmere at være våbenejer i Texas. Det skriver CNN.

Det får Kris Brown fra organisationen Brady, der arbejder for at mindske omfanget af våbenvold, til at kritisere de nye love, der er gældende fra 1. september 2019.

Hun fremhæver andre delstater, der efter masseskyderier har forsøgt at øge sikkerheden for sine borgere.

- Men i stedet for at fokusere på at holde våben ude af hænderne på farlige personer eller at sikre en mere sikker opbevaring af våben, reagerer politikerne i Texas ved at bakke op om et forslag fra NRA om at tilskynde våben alle steder, uanset sikkerhedsrisikoen og omkostningerne, siger Brown til CNN.

Ekspert: Angreb øger opbakning til våben

En af de nye love i Texas vil afholde udlejere fra at forbyde beboere at have skydevåben på deres ejendomme. Andre lovændringer gør det lovligt at opbevare våben i en aflåst bil på en skoles parkeringsplads eller på et sikkert sted hos plejefamilier, mens en fjerde lov sætter streg under retten til at bære våben ved kirker og andre helligdomme.

De nye love er vedtaget før massakren ved et Walmart-supermarked i El Paso 3. august og angrebet i Dayton, Ohio, den efterfølgende dag, hvor ti mennesker blev dræbt.

Men selvom de seneste masseskyderier har fået demokrater og nogle republikanere til at kræve strammere regler for adgangen til våben, får angrebene næppe politikerne i Texas til at genoverveje de nye love, forklarer Harel Shapira, der er professor ved University of Texas og forsker i våbenrettighedsbevægelsen.

Faktisk kan det lige ligefrem, forklarer han til The Washington Post, øge opbakningen hos dem, der ønsker nemmere adgang til våben til selvforsvar.

- Mange politikere reagerer på disse skyderier ved at sige, at måden, vi kan gøre vores land mere sikkert, og det korrekte at gøre ikke er at begrænse adgangen til våben, men faktisk at gøre det lettere for folk at få adgang, siger han til avisen.

I toppen på liste over angreb

Delstaten i det sydlige USA indtager fire pladser på listen over de ti mest dødelige masseskyderier i nyere amerikansk historie, viser en opgørelse fra CNN. Skyderiet i El Paso er med sine 22 dræbte nummer syv på listen.

Men mange i Texas peger, ifølge The Washington Post, på delstatens mest dødelige masseskyderi i 2017 som det bedste argument for at udvide retten til våben.

Her blev 25 mennesker dræbt ved angrebet på en kirke i Sutherland Springs, inden gerningsmanden blev jaget på flugt og senere blev fundet død. Ifølge våbentilhængerne kunne gerningsmanden være stoppet endnu tidligere, hvis nogen i kirken havde være bevæbnet.