FBI vil undersøge Epsteins selvmord

Jeffrey Epstein risikerede 45 års fængsel, da han tog sit liv.

FBI og det amerikanske justitsministerium har indledt en formel undersøgelse af, hvordan det øjensynligt kunne lykkes for den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein at tage sit eget liv i en fængselscelle i New York.

Det skriver AP.

Milliardæren Jeffrey Epstein begik selvmord efter at være anklaget for menneskehandel og alvorlige overgreb mod adskillige mindreårige piger. De yngste af dem var 14 år.

Han risikerede at få en dom på 45 års fængsel.

Havde forsøgt selvmord før

Epstein blev anholdt 6. juli og var anklaget for menneskehandel og alvorlige overgreb mod flere mindreårige piger.

Sidste i juli blev Epstein fundet halvt bevidsløs i en detention i New York efter et øjensynligt selvmordsforsøg.

Han blev siden overvåget i fængslet i Manhattan Correctional Center.

Piger skulle rekruttere piger

Epstein udnyttede, ifølge anklagerne, seksuelt mindreårige piger i sine hjem på Manhattan og i Palm Beach i Florida.

De siger, at han "udmærket var klar over, at mange af ofrene var mindreårige".

Pigerne blev ifølge New York Times betalt hundredvis af dollar for at give ham massage, udføre seksuelle handlinger og til at rekruttere flere piger, lyder det.

Ærgrelse blandt ofre og politikere

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, siger ifølge BBC, at "det er alt for belejligt, at han nu ikke længere vil kunne få andre sat på anklagebænken".

- Det, som mange af os ønsker at vide, er, hvad vidste han, siger Bill de Blasio, som er en af de demokratiske præsidentkandidater.

- Hvor mange andre millionærer og milliardærer var involveret i Epsteins illegale aktiviteter? Det må undersøges, siger han.

En af kvinderne, der anklagede Epstein for at voldtage hende var Jennifer Araoz. Hun ærgrer sig over Epsteins selvmord i New York Times:

- Vi er nødt til at leve med arene fra hans handlinger resten af vores liv, mens han aldrig vil møde konsekvenserne af de forbrydelser, han begik. Den smerte og de traumer, han påførte sine ofre, siger hun.

Hun tilføjer, at hun håber, at efterforskere vil forfølge anklager mod mennesker, der har hjulpet og beskyttet Epstein.

Venner med britisk prins, Clinton og Trump

Epstein var født i New York og arbejdede som lærer, inden han blev rig som finansmand. I en årrække var han bedst kendt for sin rigdom og sine forbindelser til nogle af USA's mest magtfulde personer.

Blandt dem, som han havde været på venskabelig fod med, var præsident Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton og Storbritanniens prins Andrew.

Efter Epsteins opsigtsvækkende død kan disse relationer nu få politisk betydning.

Den højreorienterede komiker og kommentator Terrence Williams har på Twitter antydet en konspirationsteori om, at Epstein havde belastende informationer om Bill Clinton.

- Yeah right, hvordan kan det ske, står der i opslaget, hvor Williams også bruger hashtagget "#ClintonBodyCount".

Hashtagget bliver ofte brugt af inkarnerede konspirationsteoretikere og modstandere af Bill og Hillary Clinton.