Udland

Tyrefægtning vender tilbage til Mallorca

Lokalt forbud mod tyrefægtning er kendt ugyldigt, så i aften vender tyrene tilbage til øens store arena.

Fredag aften afholdes der for første gang i to år tyrefægtning på den spanske ferieø Mallorca.

Forud er gået et langt juridisk slagsmål, hvor det regionale parlament i 2017 besluttede at forbyde tyrefægtning, men siden blev underkendt af den spanske forfatningsdomstol. Forfatningsdomstolen mener, at tyrefægtning er "en kulturel arv, der er beskyttet af national lovgivning", skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det er blevet tilladt igen, fordi man mener, at det er en spansk, kulturhistorisk ting, som man ikke kan forbyde på grund af moderne overvejelser. Lokalt har det vakt stor vrede, at man fra centralt hold på den måde blander sig i, hvad man lokalt ønsker at udsætte dyr for. Men det er altså det, der er sket på Mallorca, siger TV2s korrespondent i Spanien Jeppe Krogager.

Tyrefægtningen i aften finder sted i den store arena Coliseo Balear i hovedbyen Palma de Mallorca. Det er indtil videre den eneste af øens fire arenaer, der har planlagt nye tyrefægtninger, skriver avisen Mallorca Daily Bulletin.

De spanske traditioner med tyrefægtning og tyreløb i gaderne, som det berømte i Pamplona, er blevet et omdiskuteret politisk spørgsmål i Spanien, og begge dele er blevet både forbudt og tilladt igen de seneste år.

- Der er en stor del af befolkningen, der mener, at tyrefægtning bør lægges i graven. Men en lige så stor del ser det som kultur, som en kunstart, man skal være stolte af. Man ser toreadoren som en ballerina, der går ind i arenaen med livet som indsats. Det er en stor og meget fejret del af spansk kultur, siger Jeppe Krogager.

Traditionelt har tyrefægtning kun været forbudt ét sted i Spanien, nemlig på De Kanariske Øer, hvor det i praksis har været forbudt siden 1991.

I 2013 vedtog regionen Catalonien med hovedbyen Barcelona også et forbud, men det blev senere underkendt af den spanske forfatningsdomstol.

Kreative regler

I 2017 valgte regionen De Baleariske Øer, der omfatter Middelhavsøerne Mallorca, Menorca og Ibiza, derfor at være kreative, da de ville stoppe tyrefægtning. De undlod at forbyde tyrefægtninger fuldstændigt, men lavede en række regler, der i praksis gjorde tyrefægtning umuligt at gennemføre.

Tyrefægteren Jose Maria Manzanares i Santander i det nordlige Spanien i juli.

Først og fremmest blev det forbudt at slå tyren ihjel eller udsætte den for fysisk eller psykisk overlast. Hver tyrefægtning blev begrænset til ti minutter - normalt tager det 20-30 minutter, før tyren er dræbt. Det blev også pålagt arrangørerne at lade tyren gennemgå dyrlægekontrol efter hver tyrefægtning.

Men også disse begrænsninger blev afvist af den spanske forfatningsdomstol.

Så i aften kan Coliseo Balear i Palma de Mallorca fejre sit 90-årsjubilæum ved igen at lægge arena til en ’rigtig’ tyrefægtning.