Migranter må ikke gå i land - nu er Hollywood-stjerne gået ombord

Redningsskib er fanget i Middelhavet med 121 immigranter ombord. I dag fik de også stjerneskuespilleren Richard Gere ombord.

Den kendte amerikanske skuespiller Richard Gere brugte i dag sit berømte navn og ansigt til at skabe opmærksomhed omkring de immigranter, der er fanget på Middelhavet.

Der er tale om immigranter, der er sejlet ud fra nordafrikanske havne og er blevet samlet op af redningsskibe. Især Italien har strammet reglerne, så redningsskibene ikke længere kan få lov til at sejle ind i italienske havne og sætte immigranterne i land, skriver den italienske avis La Repubblica.

I dag sejlede Richard Gere ud fra den lille italienske ø Lampedusa og gik ombord på det spanske NGO-skib ’Open Arms’, der har ligget i Middelhavet i otte dage med 121 immigranter ombord – uden at få tilladelse til at gå i havn i Europa. Med sig havde han så meget drikkevand og fødevarer, som han kunne slæbe.

- Det vigtigste for disse mennesker ombord er at komme til en åben havn, komme i land og få mulighed for at starte et nyt liv, siger Richard Gere fra fordækket af ’Open Arms’ i en videooptagelse, der er sendt til nyhedsbureauet Reuters.

De 121 immigranter blev taget ombord på ’Open Arms’ sidste torsdag, og siden dengang har skibet fået afslag på at komme i havn i Italien, Malta og Spanien.

Må ikke gå i havn

Krisen for immigranterne på Middelhavet er blevet forværret, siden den italienske regering har introduceret skrappe love, der skal forhindre NGO’er og deres redningsskibe i at nærme sig italienske havne. Lovene omfatter blandt andet et forbud mod at skibene sejler ind i italiensk territorialfarvand og trusler om høje bøder og konfiskering af skibe, der sætter immigranter i land i Italien.

Richard Gere ombord på 'Open Arms' sammen med immigranter.
Richard Gere ombord på 'Open Arms' sammen med immigranter. Foto: Reuters Tv / Ritzau Scanpix

Flere NGO-skibe har valgt at overtræde forbuddet, hvilket i sidste uge fik den italienske indenrigsminister Matteo Salvini til at kalde NGO’erne for ’sjakaler, der burde ryge i fængsel’.

Han siger samtidigt, at de 121 immigranter ombord på ’Open Arms’ burde sendes til Spanien, eftersom det er en spansk NGO, der har samlet dem op, skriver La Repubblica.

- Jeg håber, Gere bliver solbrændt og nyder det. Han virker ikke til at mangle noget. Vi har sagt til dem på skibet, at de skal sejle til Spanien, men nu har de ligget ud for Lampedusa i otte dage. De kunne være sejlet frem og tilbage til Ibiza og Formentera tre gange. Der har de ret til at gå i land, lyder det fra indenrigsministeren om Richard Gere og situationen på skibet ifølge avisen.