Udland

Italiens indenrigsminister vil have nyvalg

Står det til Matteo Salvini bør borgerne i Italien gå til stemmeurnerne og vælge en ny regering.

Partierne i den italienske koalitionsregering med Femstjernebevægelsen og Lega Norder for langt fra hinanden.

Sådan lyder det fra vicepremierminister og indenrigsminister, Matteo Salvini fra Lega Nord. Ifølge ham er den eneste måde at komme videre at afholde valg.

Indenrigsministeren har gjort det klart over for premierminister Giuseppe Conte, at alliancen mellem Ligaen og Femstjernebevægelsen er kollapset.

- Vi bør hurtigt give valget tilbage til vælgerne, lyder det fra Matteo i en skriftlige erklæring.

Parlamentet kan blive kaldt sammen i næste uge og foretage de nødvendige handlinger, tilføjer han.

Salvini har magten

Den 6. juni oplyste de to italienske partier, at det var nået til enighed om at fortsætte deres regering. Men med torsdagens melding fra Salvini tyder det på, at det endnu ikke er helt fredeligt i den italienske regering.

- Regeringen er kun knap et år gammel, men de har haft store interne problemer siden EU-valget i maj. Matteo Salvinis Lega-parti har oplevet enorm fremgang, og han bliver beskyldt for at lave problemer med vilje for at fremprovokere et nyvalg, som han står til at vinde stort, siger TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

Stemningen i regeringen spidsede til onsdag i parlamentet, da de to partier stemte imod hinanden i en afstemning om et højhastighedstog med forbindelse til Frankrig.

Femstjernebevægelsen har flere sæder i parlamentet end Ligaen. Men Salvini har dobbelt så stor opbakning blandt vælgerne ifølge meningsmålingerne.

Landets præsident, Sergio Mattarella, er den eneste, der rent faktisk har magt til at opløse parlamentet.

Men hvorvidt der bliver udskrevet valg er langtfra sikkert, særligt når det er august, italienerne har ferie, og det samme har parlamentet.