Eksplosion ved svensk rådhus ryster Skåne

16x9
Eksplosionen skete ved hovedindgangen. Foto: Johan Nilsson / Ritzau Scanpix

På den anden side af Øresund er et rådhus i byen Landskrona onsdag aften blevet ramt af en eksplosion.

En eksplosion har onsdag aften ramt et rådhus i Skåne i Sverige.

Det oplyser politiet i Skåne sent onsdag aften i en pressemeddelelse.

Meldingen om eksplosionen ved rådhuset i byen Landskrona kom omkring klokken 23.00 onsdag.

- Flere har ringet ind om et højt brag i det centrale Landskrona, skriver politiet i pressemeddelelsen.

- Politipatruljer kunne kort efter konstatere, at noget er eksploderet ved rådhuset på Drottninggatan med blandt andet smadrede ruder til følge.

Stort område afspærret

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med eksplosionen.

Politiet har afspærret et større område omkring rådhuset. Tidligt på natten blev der indsat bombeteknikere, der skulle sikre, at der ikke er yderligere risiko for eksplosioner.

Først derefter vil kriminalteknikere blive indsat for at begynde efterforskningsarbejdet, lød det kort før midnat fra politiet.

Der er natten til torsdag ingen anholdte i sagen, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Kommunalbestyrelsen i Landskrona opfordrer politiet til hurtigt at finde frem til de ansvarlige.

- De, som står bag det her, har til hensigt at forstyrre det organiserede samfund, siger Torkild Strandberg fra kommunalbestyrelsen til TT.

Skulptur skadet

Ud over de smadrede ruder har eksplosionen forårsaget skader på en skulptur af kunstneren Carl Fredrik Reuterswärds på pladsen foran rådhuset.

Kommunen er tidligere på sommeren blevet ramt af tre drabsforsøg, som menes at være led i et opgør mellem kriminelle grupperinger.

I alle tre tilfælde er der blevet placeret sprængladninger på offentlige steder, hvor de menes at have haft til formål at skade og dræbe personer.

Rådhuset i Landskrona Kommune ligger i byen Landskrona ud til Øresund mellem Malmø og Helsingborg i Skåne len.

Eksplosionen skete foran rådhuset i Landskrona.
Eksplosionen skete foran rådhuset i Landskrona. Foto: TV 2 / Grafik