Ekspert afviser Trumps forklaring på masseskyderier: - Han taler mod bedre vidende

Præsidentens forklaring på masseskyderier er taget direkte fra våbenlobbyen, siger danske eksperter. Det er gamle argumenter - og også forkert.

De meget voldelige computerspil bærer en del af skylden for de mange masseskyderier i USA.

Det sagde præsident Donald Trump mandag, da han læste en erklæring op fra Det Hvide Hus, der skulle forklare den amerikanske offentlighed, hvad han ville gøre efter de to masseskyderier søndag.

- Vi skal holde op med at forherlige vold i samfundet. Det omfatter også de uhyggelige computerspil, som er blevet så udbredte. Det er for let for unge med problemer at lade sig opsluge af en kultur, som hylder vold. Vi er nødt til at standse eller nedbringe det her. Og det haster, sagde Donald Trump mandag.

Dermed greb han til en forklaring, som den amerikanske våbenlobby, National Rifle Association (NRA), og republikanerne traditionelt har tyet til i kølvandet på masseskyderier, siger Rasmus Sinding Søndergaard, der er postdoc på Georgetown University i USA, til TV 2:

- Hvis man ikke ønsker, at der skal ske stramninger i forhold til adgang til våben, så må man jo se på andre måder at afhjælpe situationen. Så har man fra NRA og mange republikaneres side sagt, at man kan prøve at gøre nogle af de andre ting, siger han.

'Donald Trumps forklaring er våbenindustriens standardforklaring'

Donald Trump sagde på samme vis, at det ikke er adgangen til våben, der er skyld i masseskyderierne.

- Det er psykiske lidelser og had, der trykker på aftrækkeren. Ikke våbnet selv, sagde Trump.

Ifølge Rasmus Sinding Søndergaard er det en tydelig parafrase over et af NRA’s faste talepunkter:

- Der er det her ordsprog fra NRA: "Guns don’t kill people, people do". Altså, "det er ikke våben, der dræber mennesker. Det er mennesker", forklarer han.

'Mod bedre vidende'

Ifølge Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er psykolog og adjunkt på IT-Universitetet i København, er der ikke videnskabeligt belæg for at sige, at voldelige computerspil får folk til at begå vold i virkeligheden:

Rune Kristian Lundedal Nielsen, IT-Universitetet
Rune Kristian Lundedal Nielsen, IT-Universitetet Foto: TV2

- Han (Donald Trump, red.) taler mod bedre vidende. I USA har hans egen Højesteret i 2011 taget stilling til forskningen på området, fordi man gerne ville indføre restriktioner på computerspil. Der fandt man, at der ikke var noget forskningsmæssigt belæg for det, siger han til TV 2.

'Ikke det samme i Danmark'

Sammenligner man med andre lande, gør denne sammenhæng mellem computerspil og voldelig opførsel sig heller ikke gældende, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen:

- Se på et land som Danmark, der er et af de lande, hvor vi spiller flest voldelige computerspil og er bedst til det ved de store turneringer. Samtidig er det et land med meget lidt af den form for kriminalitet, siger han.

Psykologen kan dog se et andet alvorligt problem ved de voldelige computerspil:

- I mange spil er man en hvid mand, og mange af fjenderne er brune mennesker. Det er sjældent, man ser rollerne vendt om, siger han.

'Sker ikke noget som helst'

TV2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, noterer sig, at Donald Trump i sin tale ikke kom med et eneste konkret forslag til en stramning af våbenlovgivningen.

- Trump har tidligere været inde på, at det burde være sværere eller direkte forbudt at købe automatiske eller halvautomatiske våben. Det lægger han ikke længere op til, efter at han har været i skole hos våbenlobbyen NRA. Så der kommer tilsyneladende ikke til at ske noget som helst, der kan gøre det sværere at få fat i dem, siger han.

- I stedet siger han det, republikanerne og NRA altid gør, når der sker masseskyderier. Det er meget bekvemt at sige, at hvis man fiksede alle de andre sociale problemer i USA, så ville der ikke være masseskyderier. Så ville det kun være de gode, der brugte våben, siger Jesper Steinmetz.