Udland

R. Kelly sigtet for seksuelle overgreb mod mindreårig

Sangeren risikerer mindst fem års fængsel for at have betalt pige 200 dollar for at danse nøgen.

Den amerikanske sanger R. Kelly er blevet sigtet for seksuelle overgreb på en mindreårig pige i Minneapolis i 2001. Det skriver Variety.

Sangeren blev i sidste måned i New York og Chicago sigtet i 18 andre sager om seksuelle overgreb.

I 2001 blev R. Kelly ifølge anklagen opsøgt af pigen, der gerne ville have en autograf.

Ifølge anklageren i Hennepin County, Mike Freeman, var pigen mindst 16 år gammel men endnu ikke fyldt 18.

Udover sin autograf gav R. Kelly også pigen et telefonnummer.

Da hun ringede på nummeret, blev hun inviteret til sangerens hotel, hvor hun blev tilbudt 200 dollar (cirka 1335 kroner) for at danse nøgen.

Da pigen havde taget tøjet af, klædte også R. Kelly sig af, så han kunne danse med hende. Efterfølgende lagde R. Kelly sig på sengen.

Her skulle R. Kelly have rørt ved pigen, mens han onanerede.

Forsvarer kalder sigtelse absurd

Anklager Mike Freeman siger ifølge AP, at de fik oplysninger om sagen fra Chicago.

- Vi mente, at vi havde mere end nok til at foretage en sigtelse ud fra pigens og hendes brors vidneudsagn, siger Freeman.

Han siger videre:

- Nogle vil sikkert sige, at vi jagter R. Kelly, når han allerede er sigtet flere andre steder. Men helt ærligt, ofre i Minnesota fortjener deres dag i retten, og det er derfor, at vi er her. Efter min mening ignorerer mange anklagere ofrene. Denne her gør ikke.

R. Kellys advokat, Steve Greenberg, har ikke ønsket at udtale sig til Variety eller nyhedsbureauet Associated Press (AP). På Twitter kalder han dog sigtelsen for ”mere end absurd”.

Fængslet i New York

R. Kelly sidder på nuværende tidspunkt fængslet i New York. Sigtelsen er seneste problem i en lang række for sangeren.

I juli blev han officielt anklaget for gennem de seneste tyve år at have været involveret i at rekruttere kvinder og piger til ulovlig seksuel omgang med ham.

Ifølge Reuters er R. Kelly sigtet for organisereret kriminalitet, kidnapning, tvangsarbejde og seksuel udnyttes af børn.

Derudover skulle sangeren have fastsat regler, som pigerne skulle følge. Herunder at de ikke måtte forlade deres værelser, selvom de var sultne eller skulle på toilettet, uden hans tilladelse. Derudover måtte de ikke se andre mænd, og de skulle kalde R.Kelly for "daddy" (farmand, red).

R. Kelly er ligeledes sigtet for at have spredt seksuelt overførte sygdomme samt at have produceret børneporno.

Sigtelserne kom den gang ikke som en overraskelse for R.Kelly.

- Hr. Kelly var klar over efterforskningen, og sigtelserne var ikke en overraskelse. Han har allerede samlet et hold af advokater. Ham og hans advokater ser frem til, at sagerne prøves i retten, at sandheden kommer frem, og at han renses for, hvad der har været et hidtil uset angreb fra andre for deres egne personlige gevinster, skrev Steve Greenberg i en pressemeddelelse.