FN: Nordkorea har stjålet milliarder til våbenprogram

16x9
Et testmissil fra Nordkorea. Ifølge FN-rapporten har Nordkorea fået penge til våben ved hacker-angreb. Foto: KCNA / Scanpix Denmark

Ved hjælp af avancerede hackerangreb har Nordkorea stjålet milliarder af kroner, viser FN-rapport.

Nordkorea har ved hjælp af "omfattende og mere og mere avancerede hackerangreb" indsamlet omkring to milliarder dollar, der er blevet brugt til at finansiere et program for masseødelæggelsesvåben.

Sådan lyder en konklusion i en fortrolig FN-rapport, som nyhedsbureauet Reuters mandag har fået adgang til.

Pengene - over 13 milliarder danske kroner - er stjålet fra banker og kryptovalutabørser, fremgår det af rapporten.

Lavet til udvalg

Her lyder det desuden, at Nordkorea har "fortsat med at forbedre sit atom- og missilprogram, på trods af at det ikke har foretaget en atom prøvesprængning eller affyret interkontinentale ballistiske missiler".

Rapporten er lavet til et udvalg i FN' Sikkerhedsråd. Udvalget er ansvarligt for at holde øje med sanktioner mod Nordkorea.

Uafhængige eksperter har bidraget til rapporten det seneste halve år.

- Nordkoreas hackere - mange med tilknytning til RGB (den nordkoreanske efterretningstjeneste, red.) - har skaffet penge til landets masseødelæggelsesvåbenprogram, hedder det i rapporten.

Det lyder også, at Nordkorea har hvidvasket penge på internettet.

Tre møder mellem Trump og Kim Jong-un

USA's præsident, Donald Trump, har tre gange mødtes med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Senest skete det i juni, hvor Trump blev den første siddende amerikanske præsident til at besøge Nordkorea ved den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.

Trump har forsøgt at overtale Nordkorea til at indstille landets atomprogram og gøre Den Koreanske Halvø fri for atomvåben. Hans første møde med Kim Jong-un fandt sted i Singapore i juni 2018.

Også det blev udråbt som historisk, da det var første gang en siddende amerikanske præsident sad over for en leder af Nordkorea. I februar i år var Hanoi i Vietnam vært for det andet møde mellem de to.