Donald Trump antyder stramning af våbenlov efter skyderier

Præsidenten giver medierne en del af skylden for weekendens masseskyderier.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, lægger nu op til nogle mindre stramninger af den amerikanske våbenlovgivning efter weekendens to masseskyderier i Texas og Ohio.

- Republikanere og demokrater må gå sammen og få stærke baggrundstjek på plads, skriver Trump i en række tweets mandag eftermiddag dansk tid.

"Baggrundstjek" betyder i denne forbindelse krav om, at våbenhandlere skal forpligtes til at få tjekket våbenkøberes baggrund med hensyn til psykiske problemer og straffeattest, før de får lov til at købe et våben.

Trump tilføjede samtidigt, at sådan en lovgivning måske bør kombineres med "en hårdt tiltrængt immigrationsreform", selvom ingen af gerningsmændene til de to skyderier var indvandrere.

Ud fra Trumps Twitter-beskeder alene er det umuligt at forstå, hvordan han rent praktisk vil kombinere våbenlovgivning og immigrationslovgivning.

Baggrundstjek

I dag betyder amerikansk føderal lovgivning, at autoriserede våbenhandlere skal tjekke potentielle våbenkøbere i et statsligt register, hvor man har samlet oplysninger om blandt andet folk med psykiske problemer, folk, der har været involveret i voldelig kriminalitet, og mænd, der har været voldelige overfor deres partnere.

Sørgende indbyggere og mediefolk foran det indkøbscenter i El Paso, Texas, hvor 20 mennesker blev skudt søndag.
Sørgende indbyggere og mediefolk foran det indkøbscenter i El Paso, Texas, hvor 20 mennesker blev skudt søndag. Foto: Callaghan O'hare / Ritzau Scanpix

Det er en lovgivning, der har bred opbakning i den amerikanske befolkning. Ifølge tænketanken Giffords Law Center, der arbejder for en strammere våbenlovgivning, viser meningsmålinger, at hele 90 procent af amerikanerne støtter denne lovgivning.

Selv blandt medlemmer af National Rifle Association (NRA), den magtfulde interesseorganisation for amerikanske våbenejere, er der ifølge Giffords Law Center flertal for lovgivningen om baggrundstjek.

Kun officielle forhandlere

Loven er imidlertid mangelfuld, idet den kun omfatter de autoriserede våbenhandlere, der bruger officielle salgskanaler.

Undersøgelser har vist, at 22 procent af de amerikanske våbenkøbere skaffer deres våben ad andre kanaler, enten via nettet eller ved at købe dem på våbenudstillinger, messer eller markeder. Det gælder i sagens natur hovedparten af de amerikanere, der ved, at de ikke kan bestå det officielle føderale baggrundstjek.

Det er et hul i lovgivningen, som politikere og græsrodsgrupper har kæmpet i årevis for at få lukket.

'Det er mediernes skyld'

I et af sine tweets giver Trump de amerikanske medier en del af skylden for skyderierne:

- ’Fake News’ har i høj grad bidraget til at skabe den vrede og det raseri, der er bygget op gennem mange år. Dækningen bliver nødt til at være fair, afbalanceret og fordomsfri, ellers vil disse problemer bare blive værre, skriver Trump.

Præsidenten har annonceret, at han mandag klokken 16 dansk tid vil komme med en længere kommenter til skyderierne, og hvad der kan gøres for at forhindre dem.