150 flyafgange er aflyst i Hongkong: Det er en farlig situation, siger regeringsleder
Både fly og undergrundstogene er ramt af forsinkelser på grund af strejker og demonstranters aktioner rettet mod byens infrastruktur.
Myldretidstrafikken i Hongkong er ramt af store forstyrrelser mandag, hvor aktivister har varslet nye demonstrationer mod lokalregeringen og opfordret til storstrejker.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Samtidig advarer Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, om, at de seneste ugers store demonstrationer har bragt byen tæt på en "meget farlig situation".
- Den slags forstyrrelser har i alvorlig grad undermineret lov og orden i Hongkong og skubbet vores by ud til kanten af en meget farlig situation, siger Lam mandag på et pressemøde ifølge The Guardian.
Det er første gang i tre uger, at hun taler til offentligheden.
Aktivister slog ned mod lufthavn og undergrundstog
Over 150 internationale flyafgange er mandag aflyst fra Hongkongs lufthavn, og undergrundstogene kører uregelmæssigt.
Prodemokratiske aktivister havde udset sig millionbyens undergrundsstationer som et af deres mål.
I de travle morgentimer holdt aktivister bevidst togdøre åbne for at forhindre togene i at forlade stationerne.
Det har skabt lange køer af passagerer, og der har ifølge AFP været sporadiske håndgemæng mellem vrede pendlere og aktivister.
Det er ikke kun lufthavnsansatte, der har nedlagt arbejdet. Også lærere, folk fra den finansielle sektor og offentligt ansatte er gået i strejke.
Hongkong har i omkring to måneder lagt gader til store protester mod styret. Demonstrationerne var indledningsvis rettet mod et lovforslag om mulig udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina.
Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, har erklæret lovforslaget for skrottet. Men demonstranterne er utilfredse med, at hun ikke formelt har trukket det tilbage. Mange kræver derfor, at Lam træder tilbage.