Oslo er ramt af store oversvømmelser efter massivt skybrud

16x9
Flere steder står bilerne under vand i Oslo. Foto: Scanpix

Himmelen har åbnet sig over den norske hovedstad natten til søndag, og det har medført trafikalt kaos.

Norges hovedstad, Oslo, er natten til søndag blevet ramt af et massivt skybrud, der har skabt store oversvømmelser.

Det skriver det norske medie VG samt nyhedsbureauet NTB.

Det har ifølge norsk politi skabt store trafikale problemer, og blandt andet er byens t-bane plaget af vandmængderne.

Foruden de massive mængder vand har der også været flere lynnedslag og voldsom torden.

Berusede mennesker bader i gaderne

Ifølge NTB har lynene ramt flere træer samt enkelte bygninger. Dog uden at bryde i brand.

- Det har været et heftigt uvejr her. Mange mennesker følte sig utrygge, da de ikke vidste, hvad der foregik, da flere lyn slog ned tæt på, fortæller Guro Sandnes, operationsleder ved Oslos Politi, til NTB.

- Berusede mennesker bader i gaderne, og andre falder i vandet, fordi man ikke kan se fortovskanterne under vandet.

Uvejret og det medfølgende skybrud begyndte omkring klokken 01.

Flere tunneller i Oslos centrum er lukket, da de i øjeblikket er fyldt med vand. Ifølge politiet har flere biler dog set stort på indkørselsforbuddet med det resultat, at de nu sidder fast i de høje vandmasser.

Mere end 25 millimeter regn

På den officielle meteorologiske målestation i Oslo, på Blindern, faldt der natten til søndag 25,5 millimeter regn.

Lokalt kan der dog være faldet noget mere, ligesom højdeforskellene i Oslo kan have forstærket oversvømmelserne. Det er anden gang denne sommer, at Oslo rammes af oversvømmelser. 26. juni ramte et skybrud den norske hovedstad, hvor der på blot ti minutter faldt hele 21 millimeter regn.