Udland

Myndigheder efterforsker masseskyderi i Texas som terror

Den formodede gerningsmand risikerer dødsstraf, efter 20 mennesker blev dræbt af skud i El Paso i Texas.

De amerikanske myndigheder efterforsker lørdagens masseskyderi i El Paso Texas som terror.

- Vi efterforsker sagen som terror, og vi kommer til at gøre, hvad vi gør mod terrorister i det her land. Og det er at levere hurtig og bestemt retfærdighed, siger statsanklageren John Bash fra det vestlige distrikt i Texas på en pressekonference.

De amerikanske myndigheder efterforsker lørdagens masseskyderi i El Paso Texas som terror.

Lørdag blev 20 personer dræbt, og 26 blev såret ved et skyderi i et indkøbscenter i den amerikanske by El Paso i delstaten Texas.

- En almindelig lørdag, hvor folk slapper af med indkøb, er blevet forvandlet til en af de blodigste dage i Texas' historie, sagde guvernøren i Texas, Greg Abbott, natten mellem lørdag og søndag.

Den formodede gerningsmand, 21-årige Patrick Crusius fra byen Allen i Texas, blev efterfølgende anholdt.

- Vi vil forsøge at få ham idømt dødsstraf, siger distriktsanklager Jaime Esparza på en pressekonference.

Det amerikanske justitsministerium overvejer også at rejse tiltale for hadforbrydelse. Det kan ligeledes give dødsstraf.

Kan have skrevet racistisk manifest

Motivet bag skyderiet er endnu ukendt.

Flere steder på internettet cirkulerer en tekst - et manifest - der umiddelbart inden skyderiet blandt andet blev lagt op på den kontroversielle hjemmeside 8chan.com, hvor andre tidligere gerningsmænd bag masseskyderier med racistiske motiver har været aktive.

Ifølge TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, arbejder politiet og FBI ud fra en teori om, at manifestet er skrevet af Patrick Crucius. TV 2 er i besiddelse af manifestet.

Manifestet indeholder ekstreme racistiske holdninger rettet mod immigranter og erklærer støtte til den mand, der tidligere på året dræbte 51 mennesker - primært muslimer - i Christchurch, New Zealand.

Manifestet udtrykker desuden frygt for, at latinamerikanere overtager magten i USA, ligesom detaljer om angrebet er beskrevet, herunder oplysninger om våben.

Skyderiet i El Paso var ikke det eneste masseskyderi i weekenden i USA. Søndag blev ni dræbt ved et skyderi på en bar i Dayton, Ohio.