Ingen stramninger af våbenloven i sigte

16x9
Donald Trump. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Der er ikke udsigt til, at Demokraterne og Republikanerne løser problemet med de mange masseskyderier.

På 14 timer blev USA ramt af to nye masseskyderier lørdag og søndag. Mindst 29 mennesker blev dræbt, og mange flere blev såret i skyderierne i Dayton, Ohio og El Paso, Texas.

Dermed er vi nu oppe på 22 massedrab – defineret som mindst fire døde, uden at inkludere gerningsmanden - i USA siden nytårsskiftet. Men det betyder ikke, at der er stramninger af våbenlovgivningen i sigte.

Dertil har Demokraterne og Republikanerne for forskellige ideologiske indgangsvinkler til dette betændte spørgsmål.

Hos Republikanerne frygter man i udstrakt grad, at stramninger af våbenlovgivningen vil føre til en dominoeffekt, hvor den føderale regering vil gå for langt i forhold til at begrænse den forfatningssikrede adgang til våben. Hos Demokraterne forholder det sig lige omvendt: Her frygter man i højere grad, at den føderale regering ikke vil gå langt nok, såfremt den altså en dag skulle arbejde for stramninger af våbenloven.

Ligeledes er de to partier uenige om, hvordan man bedst løser problemet med de mange masseskyderier og skuddræbte i USA. Et relativt flertal af Republikanere mener, at flere lovlydige amerikanere skal kunne bære våben, mens Demokraterne mener, at en strammere våbenlovgivning er en central del af løsningen.

Det giver vist sig selv, hvorfor det er svært at lande et politisk kompromis, når dette er partiernes indgangsvinkler til våbendebatten.

Stramninger adresserer ikke det egentlige problem

Ligeledes skal man holde sig for øje, at eventuelle stramninger af våbenlovgivningen næppe havde forhindret weekendens masseskyderier. Jeg ved godt, at det er en trist og upopulær erkendelse, men desværre er det fortsat relevant at fremhæve en række ubekvemme fakta om den amerikanske våbendebat.

Dermed ikke sagt, at det ikke er legitimt at kæmpe politisk for at stramme våbenlovgivningen. Man skal bare holde sig for øje, hvad disse eventuelle stramninger kan medføre og forhindre fremover rent lavpraktisk, og hvad stramningerne nok ikke kommer til at ændre.

Flere og bedre baggrundstjek og et forbud mod våbensalg til personer med en psykisk lidelse – to af de klassiske mærkesager, man ofte hører i debatten – er lavthængende frugter og kunne være et sted at starte.

Men det afhjælper ikke det egentlige problem.

For den ubekvemme sandhed er blandt andet, at kun cirka 60 procent af masseskyderierne i USA er blevet gennemført med lovligt købte våben, samt at der er i forvejen er ”et astronomisk nummer af våben” i USA, som to journalister formulerede det i en læseværdig artikel.

Især sidstnævnte kan stramninger af våbenlovgivningen ikke adressere - medmindre man forestiller sig, at Kongressen og præsident Trump skulle tvinge amerikanerne til at give afkald på deres forfatningssikrede ret til at bære våben og aflevere eller sælge deres våben til forbundsregeringen. Det er selvsagt fuldstændig urealistisk.

Mens man altså politisk set vil kunne gøre det sværere at få adgang til nogle typer af våben, er det urealistisk at tro, at man fra politisk side kan ændre dynamikken i USA, hvor man altid vil kunne få fat på et våben – enten lovligt eller ulovligt.

Er Trump medansvarlig for terroren?

Reaktionen fra Demokraterne har været hård. Den demokratiske præsidentkandidat Beto O'Rourke, der bor i El Paso, gjorde eksempelvis præsidenten personlig medansvarlig for nattens formodede terrorangreb. O’Rourke sagde i et interview, at Trump havde inspireret gerningsmanden og var ”en racist, der fremprovokerer racisme… som fører til vold.”

Diskussionen om, hvorvidt den slags forfærdelige hændelser skulle være Donald Trumps skyld, har vi haft før.

Sidste efterår, da den Trump-elskende terrorist Cesar Sayoc fra Florida sendte et utal af rørbomber til primært demokratiske politikere og liberale medier, rettede Demokraterne også skytset mod præsidenten. Med henvisning til Trumps ofte kradse og til tider direkte racistiske retorik og tidligere påskyndelser af vold påstod de, at præsidenten havde været med til at opildne og puste til ilden.

Ifølge denne logik bærer Trump dermed selvfølgelig også et (indirekte) medansvar for masseskyderiet i Texas, som bærer klare fremmedfjendske træk.

Partierne burde bygge bro

Som jeg tidligere har skrevet om, burde man forvente en konsistent holdning fra Demokraterne, når man begynder at anklage politiske modstandere for at bære en slags medskyld for eksempelvis masseskydninger og terrorangreb. Dette er dog typisk ikke tilfældet. Der er snarere typisk tale om, at argumentet om et angiveligt medansvar kun bliver anvendt, når det – tilfældigvis – er politisk opportunt.

Ligeledes skal man selvfølgelig forholde sig til muligheden, at ondsindede og/eller mentalt ustabile mennesker vil begå terroristiske handlinger, fuldstændig uafhængigt af hvad politikere og andre skulle have sagt. Det gælder selvsagt også i de her tragiske tilfælde.

Men først og fremmest ville både Demokraterne og Republikanerne udvise (tiltrængt) politisk lederskab, hvis de kunne bevæge sig væk fra at prøve at placere skylden for nattens forfærdelige handlinger og til gengæld fokuserede på at bygge bro og finde løsninger.

Trump må udvise lederskab nu

Som bekendt skal der dog to til at danse tango, hvorfor man må håbe, at præsident Trump også kommer til at udvise lederskab og tage skarpt afstand fra terrorhandlingen i Texas i de kommende timer og dage.

I den sammenhæng kunne præsidenten med fordel overveje at tone ned for sin hadske identitetspolitiske retorik, der i høj grad er rettet mod etniske minoriteter.

Ikke fordi attentatet i Texas er præsidentens skyld, men fordi det er det rigtige at gøre som leder for et multikulturelt land som Amerika. Som den tidligere republikanske senator og Trump-kritiker Jeff Flake sagde sidste år, så ”betyder det noget, hvad præsidenten siger. Og det ville hjælpe, hvis han anlagde en mere civil tone.”